Rejsegilde på kontortårn i Aarhus

Råhuset står færdigt og tagkonstruktionen er monteret. I går var der rejsegilde på det 114 meter høje kontortårn Akson på Sydhavnen i Aarhus.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Det 26 etager høje Akson i Aarhus har ramt toppen. I går var der rejsegilde på byggeriet af kontortårnet, der opføres på Sydhavnen, som i disse år udvikles til et nyt erhvervs- og kulturområde.

Bag opførelsen af Akson samt størstedelen af Sydhavnskvarteret står entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard og pensionskassen PKA, og parterne kan glæde sig over, at den nye kontorbygning er omgærdet af stor interesse fra erhvervslivet.

Akson ventes at stå klar til indflytning den 1. august 2025, og alle kontoretager er udlejet til virksomhederne Kromann Reumert, Clearwatcher og Hildebrandt & Brandi, BioMar, Danske Commodities, Innovationsfonden, Niras og Aart Architects, som har tegnet højhuset.

Det skriver A. Enggaard i en pressemeddelelse.

– Det er fantastisk, at vi nu er et skridt nærmere at kunne se de kommende lejere tage Akson i brug, siger salgs- og udviklingschef i A. Enggaard, Peter Thorsgaard.

– Akson har fra starten været omgærdet af en meget stor interesse, og det vidner jo både om, at vi har skabt et koncept, der er attraktivt, men i høj grad også om at virksomhederne kan se sig selv i visionerne for hele Sydhavnskvarteret, der bliver et dynamisk samlingspunkt for erhverv, kunst og kultur.

Sydhavnskvarteret vil foruden Akson i fremtiden udgøres af blandt andet de to hoteller Guldsmeden Hotels og Moxy samt nye lokaler til spillestedet Train og Det Jyske Kunstakademi, Aarhus Billedkunstcenter, VIA, Lifestyle & Design Cluster samt en række kulturelle aktører, der allerede i dag er forankret i Sydhavnen.

Næste markante milepæl er grundstensnedlæggelse på bygningen, der skal huse Guldsmeden Hotels. Det sker på den anden side af sommerferien.

Om Akson

Akson vil rumme 37.000 kvadratmeter lejemål i forskellige størrelser, tilbyde god udsigt over midtbyen og Aarhusbugten og ikke mindst topmoderne fællesfaciliteter herunder kantine og mødelokaler.

Ydermere bæredygtighedscertificeres Akson efter den anerkendte DGNB-Guld-standard.

Kilde: A. Enggaard

Om Sydhavnskvarteret

Sydhavnskvarteret udvikles til en tæt og varieret bydel, hvor nyt og gammelt side om side vil danne ramme om etableringen af op til 6.500 nye arbejdspladser og minimum 120.000 etagemeter byggeri.

A. Enggaard står i samarbejde med pensionsselskabet PKA for 75.000 kvadratmeter nybyggeri, mens PFA Ejendomme står bag højhusprojektet “Træ”. Projektet omfatter et højhus i 20 etager samt to bebyggelser i seks etager med et samlet omfang på 14.300 kvadratmeter.

Kilde: Aarhus Kommune.