Rejsegilde på næsten 300 lejligheder i Aarhus

I går kunne Lærernes Pension og Nordstern fejre rejsegilde på Selmerhusene, der opføres som en del af Bindesbøll Byen i Aarhus.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Bindesbøll Byen i Risskov omfatter fire forskellige kvarterer med i alt 1.200 boliger. Området udvikles af Lærernes Pension og PKA i samarbejde med Nordstern, Arkitema, Ingeniør’ne og Sweco.

Selmerhusene er et af flere projekter, som Nordstern opfører for Lærernes Pension i området. Torsdag den 20. juni var der rejsegilde på projektet med 294 lejligheder.

Det oplyser Nordstern i en pressemeddelelese.

– Selmerhusene kommer til at fuldende Bindesbøll Byen, og vi glæder os især til, at fælleshuset står færdigt til næste forår, så det kan blive et naturligt centrum for sociale aktiviteter og fællesskab for beboerne på tværs af de fem ejendomme, vi ender med at eje i Bindesbøll Byen, udtaler Maria Uebel Mørch, seniorprojektleder i Lærernes Pension.

Selmerhusene omfatter 23.600 kvadratmeter boligbyggeri, der opføres på fire byggefelter og afleveres i tre etaper. Projektet certificeres til DGNB Guld.

I forbindelse med byggefelt ét og to etableres en parkeringskælder med plads til 123 biler. De ti bygninger opføres som karrébebyggelser med fælles gårdrum i midten.

– Dette projekt repræsenterer en vigtig milepæl i vores samarbejde med Lærernes Pension, og vi ser frem til at færdiggøre Selmerhusene. Dagens fejring er en hyldest til de dygtige håndværkere, der har ydet en imponerende indsats for at bringe projektet til dette punkt, siger Claus Møller, direktør nybyg vest hos Nordstern.

Når hele Bindesbøll Byen står færdigt, vil det inkludere et bredt udvalg af boliger, fra lejligheder til rækkehuse.

Om Selmerhusene

  • Bygherre: Lærernes Pension
  • Bygherrerådgiver: Rambøll
  • Projektudvikling: Nordstern
  • Totalentreprenør: Nordstern
  • Arkitekt: Arkitema Architects
  • Ingeniør: Ingeniør’ne
  • Omfang: 294 lejeboliger i forskellige størrelser samt parkeringskælder

Kilde: Nordstern.