Stark har fejret rejsegilde på sit kommende nationale distributionscenter i Brøndby, som bliver en central brik i byggekædens fremtidige logistik.
Det oplyser byggematerialeforhandleren i en pressemeddelelse.
Det 24.000 kvadratmeter store lager står klar i sommeren 2026 og skal sikre hurtigere leverancer og mindre spildtid for håndværkere i hele landet.
Centret vil kunne håndtere dag-til-dag-levering af 50.000 varenumre og bliver dermed rygraden i Starks forsyningskæde.
– Det nye distributionscenter vil styrke vores logistiske kapacitet og gøre os i stand til at forbedre både sortiment og tilgængelighed, udtaler Jan Breinholt, logistikdirektør i Stark.
Projektet udvikles af pensionsselskabet Velliv, mens KT Erhvervsbyg står som entreprenør.
– Vi er stolte af at udvikle og opføre et projekt, der kombinerer høj funktionalitet med ambitiøse bæredygtighedsmål, udtaler Solveig Rannje, ejendomsdirektør i Velliv.
Byggeriet er designet med fokus på bæredygtighed og skal certificeres med DGNB Guld. Konstruktionen opføres i limtræ og genbrugsstål og får sedumtag, hvilket er med til at reducere klimaaftrykket.
For Stark er distributionscenteret en investering i både effektivitet og ansvarlighed.
Rejsegildet kommer kort efter, at virksomhedens klimamål er blevet godkendt af Science Based Targets initiative, og byggeriet markerer et vigtigt skridt i retning af at kombinere stærk logistik med ambitiøse klimamål.























