Rejsegilde på stort lagerbyggeri markerer satsning på Kolding

Virksomheden har nået en milepæl i opførelsen af sit nye centrallager, som skal gøre leverancer hurtigere og mere stabile i hele landet.

Foto: PR.
Foto: PR.

Lemvigh-Müller har holdt rejsegilde på sit nye centrallager i Kolding, hvor byggeriet nu har nået en ny milepæl.

Det oplyser stål- og teknikgrossisten i en pressemeddelelse.

Projektet er virksomhedens største investering i logistik nogensinde og skal samle lagerdriften i et moderne anlæg med større kapacitet og højere leveringssikkerhed.

Byggeriet er skredet hurtigt frem. Omkring 6.000 kvadratmeter udeareal blev overdraget til drift i februar, montagen af betonelementer er næsten afsluttet, højlagerets gulv blev støbt i maj, og en ny indkørsel til området er allerede taget i brug.

Ifølge Lemvigh-Müller skal det nye lager gøre virksomheden mere robust og sikre hurtigere og mere stabile leverancer til kunder over hele landet. Samtidig styrker investeringen Koldings rolle som et af Danmarks vigtigste logistikcentre.

– Vi er glade for at kunne udvide vores lagerfaciliteter i Kolding, som vil danne rammen om nogle af Danmarks mest avancerede logistikløsninger. Samtidig udbygger vi vores tætte tilknytning til Kolding, som er et vigtigt logistisk og erhvervsmæssigt knudepunkt i Danmark, siger Christian Søgaard-Christensen, administrerende direktør i Lemvigh-Müller.

Der er tale om en udvidelse på 24.000 kvadratmeter i tilknytning til de eksisterende faciliteter på 34.000 kvadratmeter logistik- og kontorbygninger på Nordager i Kolding. Ejendommen købte Lemvigh-Müller i 2024 for 330 millioner kroner.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev