AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Store Solvænget er en karrébygning med tilhørende fælleslokale og indre gårdmiljø. De kommende beboere kan se frem til at rykke ind i en bolig med lavt energiforbrug og sundt indeklima. De 66 nye familieboliger i Urbanplanen bliver nemlig de første svanemærkede almene boliger i Danmark.

Boligerne er bygget med et system af præfabrikerede moduler, som er fremstillet af materialer og behandlet efter processer, der lever op til Svanemærkets miljø- og kemikaliekrav. Scandi Byg er totalentreprenør for projektet. Arkitektfirmaet ONV Arkitekter har tegnet Store Solvænget.

– I København vil vi have en blandet by, hvor vi hverken har rigmandsghettoer eller særligt udsatte boligområder, og jeg er glad for, at Urbanplanen er i en god udvikling. Med boligerne på Store Solvænget får vi nu nye, attraktive, miljøvenlige boliger, der er bygget på en måde, som er til gavn for både beboere, håndværkere og miljøet, siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S).

Byggeriets modulopbygning er også kendt fra AlmenBolig+ konceptet, hvor boligerne opføres med basiskøkken og ruminddelinger. Det vil være muligt for beboerne selv at sætte deres præg på boligen med en eventuel udvidelse af køkkenet samt opsætning af en skillevæg i nogle af de større lejligheder. Den forventede husleje uden forbrug for de mindre boliger på 56 kvadratmeter er cirka 5.750 kroner månedligt. Den månedlige husleje for boligerne i størrelsen 78-114 kommer forventeligt til at ligge på 8.000-11.700 kroner.

Boligforeningen 3B, der er bygherre på Store Solvænget, ser frem til de nye boliger.

– I Boligforeningen 3B er vi utroligt glade for den udviklingsplan, vi har lavet sammen med Københavns Kommune for området. Men der er nu noget helt særligt ved rejsegilder, der er ensbetydende med nye boliger og beboere, som signalerer udvikling – den udvikling fortjener Urbanplanen. Med udviklingsplanen vil vi åbne hele området op og byde resten af Amager og København indenfor, siger Steffen Morild, formand for Boligforeningen 3B.

I de kommende år sker der mange fysiske forandringer i Urbanplanen. Københavns Kommune og Boligforeningen 3B har tilsammen afsat over to milliarder kroner til at gøre området til en integreret del af byen med et trygt og attraktivt bymiljø for beboere. Visionen for Urbanplanen er at åbne området op, skabe sammenhæng til resten af byen og bygge forskellige typer boliger, som bidrager til en mangfoldig beboersammensætning. Store Solvænget forventes at stå klar til indflytning i midten af november 2020.

Rejsegildet finder sted mandag den 9. marts 2020 klokken 11.30-12.30 på Remisevej 21-79.

Fakta om Urbanplanen

  • Urbanplanen er en almen boligbebyggelse beliggende øst for Røde Mellemvej/Amagerfælledvej på begge sider af Peder Lykkes Vej i bydelen Vestamager i København.
  • Urbanplanen blev opført under borgmester Urban Hansen (borgmester 1962-1976).
  • Boligområdet består af 3.842 boliger med i alt 5.400 beboere.
Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling