Rekordhøj tomgang for lagerlokaler – men udviklingen kan vende

Udbuddet af lokaler til lager og logistik er steget 2,5 år i træk og ligger på det højeste i over syv år, viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk.

Udbuddet af lager- og logistikejendomme i Danmark er steget 11 kvartaler i træk og ligger nu på det højeste niveau i over syv år.

Det viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk, oplyser portalen i en pressemeddelelse.

Aktuelt står 3,1 procent af landets godt 81 millioner kvadratmeter lager- og produktionslokaler tomme – svarende til over 2,5 millioner kvadratmeter.

Stigningen skyldes især omfattende nybyggeri de seneste år, især i Trekantområdet, Østjylland og Østsjælland. Siden 2022 er der opført omkring 7 millioner ekstra kvadratmeter lagerplads.

– Nybyggeriet har faktisk været tiltrængt, fordi der blev bygget meget lidt i 2010’erne i kølvandet på finanskrisen, udtaler Robin Rich, analysechef hos Newsec Advisory.

– I 2020’erne, især i perioden efter Covid, har vi registreret pæn efterspørgsel på lokaler, men nu kunne det se ud, som om vi er ved at få en afmatning. Vi tror, at tomgangen vil flade ud senere på året og formentlig falde næste år, fordi nybyggeriet er aftaget igen, så der ikke kommer så mange nye kvadratmeter ud på markedet.

Efterspørgslen på moderne lokaler nær motorveje er fortsat stærk – især i Østjylland, hvor flere virksomheder også begynder at trække produktion og lagerfunktioner hjem fra udlandet.

– Vi har en del tomme ejendomme til salg, og de er ikke så lette at sælge, udtaler Mads Bjerrum Christensen, industrichef i EDC Erhverv Poul Erik Bech med skrivebord i både Aarhus og Vejle.

– Til gengæld er der særligt i Østjylland fortsat stor interesse for at leje lokaler, og ofte bliver der tale om et puslespil med først at leje lokalerne ud og så sælge ejendommene. Om 6-12 måneder vil jeg tro, at vi ser en lavere tomgang, fordi nybyggeriet er mere afdæmpet nu, og fordi økonomien fortsat er god. Vi har også set eksempler på, at danske virksomheder vil hente produktion og tilhørende lager hjem fra Østeuropa.

Tomgangen er lavest i Nordjylland (1,6 procent) og højest i Østsjælland (6,3 procent). Begge eksperter forventer, at tomgangen vil falde i løbet af det kommende år.

Tendenser for lager- og logistiklokaler

  • Udbud/tomgang på lidt over 2,5 millioner kvadratmeter eller 3,1 procent af det samlede areal – det højeste udbud af lokaler siden 2018
  • Tomgangen nåede ned på 1,3 procent ved udgangen af 2022 – det laveste i de over 20 år, Ejendomstorvet.dk har data for
  • I kraft af nybyggeri er bestanden af lokaler vokset til over 81 millioner kvadratmeter fra 74 millioner kvadratmeter ved indgangen til 2022
  • Fortsat efterspørgsel på moderne lokaler og på ejendomme tæt på motorvejsnettet
  • Begrænset interesse for ældre ejendomme, især med lav højde
  • Nethandlen (og det tilhørende behov for lagerplads) har tilsyneladende stabiliseret sig

Kilde: Ejendomstorvet.dk.

Tilmeld Nyhedsbrev