Boligmarkedet buldrer derudad. I årets første tre kvartaler har danskerne købt boliger for hele 230 milliarder kroner.
Det viser nye tal fra Boligsiden, som peger på et niveau næsten på højde med rekordåret 2021.
Ifølge Boligsidens kommunikationsdirektør og boligøkonom Birgit Daetz er danskernes økonomi fortsat stærk med høj beskæftigelse og gode lånemuligheder, og det har fået mange til at handle bolig. Hun påpeger, at det ikke kun er de stigende priser, der driver tallene op, men også det høje antal handler.
– Vi har i mange år brugt coronaårene som referenceramme, da der blev solgt usædvanligt mange boliger for et usædvanligt højt beløb. Men nu har vi nået et niveau, der er meget tæt på at matche det, udtaler Birgit Daetz.
Især ejerlejlighederne trækker op. De første ni måneder af året er der solgt ejerlejligheder for 61 milliarder kroner – otte procent mere end i samme periode i 2021. Til sammenligning ligger hussalget to procent under 2021-niveauet, mens sommerhussalget er faldet med 14 procent.
Priserne følger med opad. I september lå ejerlejlighederne 13 procent højere i pris end året før, mens huspriserne steg med seks procent og sommerhuspriserne med tre og en halv.
September måned satte desuden ny rekord med et samlet boligsalg på 30 milliarder kroner – det højeste niveau, Boligsiden nogensinde har registreret for måneden. Af det samlede beløb stod huse for 18 milliarder, ejerlejligheder for 8 milliarder og sommerhuse for 2 milliarder kroner.
Alt tyder dermed på, at boligmarkedet i 2025 er vendt tilbage til et rekordstærkt niveau – tættere end nogensinde på de hektiske coronaår.
Købesum første-tredje kvartal
Periode |
Huse |
Lejligheder |
Sommerhuse |
Alle boligtyper |
Købesum første-tredje kvartal 2025 |
138 milliarder kroner |
61 milliarder kroner |
18 milliarder kroner |
230 milliarder kroner |
Købesum første-tredje kvartal 2021 |
141 milliarder kroner |
57 milliarder kroner |
21 milliarder kroner |
233 milliarder kroner |
Tabellen viser købesummen i første-tredje kvartal i 2025 samt i 2021, som er året, hvor der for huse, sommerhuse og alle boligtyper fortsat er handlet for det største beløb i perioden. For ejerlejligheder er der sat ny rekord i købesummen i første-tredje kvartal i 2025. Kilde: Boligsiden.
Købesum i september
Periode |
Huse |
Lejligheder |
Sommerhuse |
Alle boligtyper |
September 2025 |
18 milliarder kroner |
8 milliarder kroner |
2 milliarder kroner |
30 milliarder kroner |
September 2020 |
15 milliarder kroner |
6 milliarder kroner |
2 milliarder kroner |
25 milliarder kroner |
Tabellen viser købesummen for hver enkelt boligtype i september måned alene i 2025 samt i 2020, som er året, hvor der ellers hidtil har været handlet for de største beløb. For alle boligtyper er der sat ny september-rekord i 2025. Kilde: Boligsiden.























