Rengøringsgigant åbner største danske showroom i Østjylland

Nilfisk åbner et nyt showroom i Løsning ved E45-motorvejen for at komme tættere på B2B-kunderne i den vestlige del af Danmark.

I november slår Nilfisk dørene op til Nilfisk Experience Center på Helge Nielsens Alle 7 i Løsning ved Hedensted.

Det nye showroom ved motorvej E45 skal bringe den danske rengøringsgigant tættere på kunderne i Vestdanmark og det pulserende erhvervsliv i Trekantområdet, lyder det i en pressemeddelelse.

– Med vores splinternye showroom kommer vi endnu tættere på vores B2B-kunder i hele Danmark. Derved kan alle vores nuværende og potentielle kunder få den fulde indsigt i vores brede produktportefølje og opleve vores nyeste innovationer tæt på, siger Jesper Stoltenberg-Mathiesen, Nilfisks salgsdirektør i Danmark.

Det nye showroom bliver en vigtig destination for professionelle kunder og forhandlere og en central platform for produktpræsentationer, møder og træning. Desuden kan kunder, efter aftale, anvende lokalet til deres egne interne møder, hvor Nilfisk vil være til stede for at levere produktviden og teknisk support.

Den 18. november holder det nye Nilfisk showroom nord for Vejle officiel åbningsdag, hvor salgsrepræsentanter viser rundt og demonstrerer produkter.

– Det nye showroom bliver en forlængelse af Nilfisks vækststrategi om at være tættere på kunder og forhandlere. Det er ikke blot et udstillingslokale, men en oplevelsesplatform, hvor besøgende kan se, røre og teste vores produkter i praksis. Det skaber tryghed og sikrer, at kunderne kommer hjem med de rigtige løsninger, tilføjer Jesper Stoltenberg-Mathiesen.

Nilfisk har i forvejen showrooms i Hadsund og Brøndby. Derved er Nilfisk nu repræsenteret i hele landet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling