Renovering af fredet museum fremrykkes efter fund af asbest

I forvejen er museet midlertidigt lukket på grund af skimmelsvamp, og nu er der også fundet asbest i den fredede bygning.

Frederiksberg Kommune vil sætte gang i en omfattende renovering af Bakkehusmuseet allerede i 2025, hvilket er et år tidligere end planlagt.

Årsagen er, at der under forberedelserne til den planlagte tagrenovering er fundet asbest i museets ventilationsskakte og tagrum.

Sagen er på dagsordenen i magistraten den 27. oktober, hvor forvaltningen anbefaler, at kommunen bevilger 8,1 millioner kroner til projektet, som skal sikre både asbestsanering og en gennemgribende udskiftning af tag og undertag.

Arbejdet finansieres af midler fra kommunens pulje til vedligehold af ejendomme, hvor 900.000 kroner anvendes i 2025 og 7,2 millioner kroner i 2026. En mindre del af pengene flyttes fra en anden pulje, da asbestsaneringen af rådhusets kælder udskydes til året efter.

Bakkehusmuseet, der er en fredet bygning på Rahbeks Allé, er i forvejen lukket midlertidigt på grund af skimmel i stueetagen.

Ved at igangsætte asbestsaneringen hurtigt kan kommunen mindske den samlede lukkeperiode og gennemføre tagrenoveringen som planlagt i 2026.

Kommunen vurderer, at arbejdet er nødvendigt for at bevare museets historiske bygning i god stand og undgå større udgifter i fremtiden.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling