Skou Gruppen skal stå for renoveringen af boligområdet Bistruplund i Birkerød. Foto: PR.
Skou Gruppen skal stå for renoveringen af boligområdet Bistruplund i Birkerød. Foto: PR.

Renoveringen af den almene boligafdeling Bistruplund i Rudersdal bliver væsentligt dyrere end først planlagt.

Kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune godkendte midt under coronapandemien i 2020 et projekt til 184,6 millioner kroner, men efter udbud og licitation er den samlede regning nu landet på 210,4 millioner kroner.

Det sker samtidig med, at projektet er blevet reduceret. Oprindeligt var planen at ombygge 40 boliger til tilgængelige boliger og etablere elevatorer i otte opgange. Efter modstand fra beboerne er antallet halveret til 20 boliger, mens der etableres elevatorlift i fire opgange. Et nyt fælleshus er også taget ud af projektet.

Beboerne godkendte den ændrede helhedsplan ved en urafstemning i 2024 med 110 stemmer for og 52 imod.

Skou Gruppen skal stå for renoveringen på vegne af DAB Lejerbo. Renoveringen omfatter blandt andet nyt og efterisoleret tag, efterisolering af gavle, nye vinduer og altaner, renovering af badeværelser og installationer samt mekanisk ventilation. Arbejdet ventes afsluttet ved udgangen af 2029.

Regningen fordeler sig på 97,6 millioner kroner til støttede arbejder og 112,8 millioner kroner til ustøttede arbejder.

For beboerne bliver huslejen også mærkbart højere. Den gennemsnitlige leje er i dag 1.015 kroner pr. kvadratmeter. Efter renoveringen bliver den ifølge licitationsresultatet 1.360 kroner, svarende til en stigning på 33,9 procent.

En bolig på 64 kvadratmeter med to værelser kommer dermed til at koste 7.284 kroner om måneden, mens en bolig på 72 kvadratmeter med tre værelser koster 8.104 kroner.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev