Foto: Timberman.
Foto: Timberman.

Selvom inflationen er faldende, ser det ud til, at de generelle prisstigninger har fået mange boligejere til at udskyde renoveringen af deres bolig. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Voxmeter for gulvvirksomheden Timberman med besvarelser fra 2.000 repræsentativt udvalgte danskere, der bor i ejer- eller andelsbolig. Det skriver gulvvirksomheden i en pressemeddelelse.

Ifølge undersøgelsen udskydes 30 procent af alle planlagte renoveringsprojekter i dag som følge af generelle prisstigninger, utilgængelige materialer eller en kombination af begge dele.

– Vi kan se, at knap halvdelen af de adspurgte i undersøgelsen har haft planer om at renovere i år, og blandt dem har knap hver tredje måttet udskyde projekter. Til gengæld er der trods alt to ud af tre, der har kunnet gennemføre deres planlagte renoveringsprojekter, og det er jo positivt, udtaler administrerende direktør i Timberman, Mogens Fisker.

– Vi gennemførte også undersøgelsen sidste år, og der så vi også en vis tilbageholdenhed blandt boligejerne. På daværende tidspunkt måtte 38 procent udskyde et renoveringsprojekt som konsekvens af prisstigninger og utilgængelige materialer. Det tyder således på, at det går den rigtige vej, hvilket vi også mærker hos os. Det understøttes samtidig af, at materialemanglen ikke som tidligere stikker en kæp i hjulet på projekterne. Modsat ser vi stadig generelle prisstigninger, som trækker i den modsatte retning.

Forsat høj kerneinflation og økonomisk usikkerhed

Selvom inflationen har taget et gevaldigt dyk siden sidste efterår, er prisniveauet generelt steget knap 12 procent og priserne på byggematerialer omtrent 24 procent de seneste to år, viser tal fra Danmarks Statistik. Ifølge cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm har det sammen med blandt andet rentestigninger betydning for danskernes renoveringsplaner:

– Hvis vi kigger på kerneinflationen, hvor energi- og fødevarepriser er taget ud af ligningen, er priserne omkring 4 procent højere end, hvad de var for et år siden. Den samme måling for byggematerialer viser et fald på 1,6 procent, men samlet set ligger prisniveauet på byggematerialer stadig 27 procent over før-corona-niveauet. Så vi ser stadig et højt prisniveau, og kombineret med de rentestigninger, vi har oplevet de seneste år, betyder det, at det er blevet dyrere at finansiere et renoveringsprojekt, siger han.

Foruden pris- og rentestigninger har andre økonomiske forhold også betydning for, om danskerne kaster sig ud i at renovere eller ej i år – men ifølge Jens Nyholm peger flere ting også i den rigtige retning:

– Økonomisk usikkerhed og et lavere rådighedsbeløb kan lægge en dæmper på renoveringslysten, da lønningerne endnu ikke kompenserer for de sidste års inflation. Det, der dog peger i den rigtige retning, er den rekordhøje beskæftigelse, som har rundet de 3 millioner i beskæftigelse. Sammen med lønstigninger på 4-5 procent og faldende inflationsrater begynder reallønnen stille og roligt at blive gendannet, og dertil har danskerne rekordstore opsparinger stående, som kan bruges på blandt andet lidt større investeringer såsom renoveringer af boligen, forklarer Jens Nyholm afsluttende.

Top-10: Disse boligprojekter drømmer danskerne om at realisere

Malearbejde

23,3 procent

Boligprojekter uden for kategori

8,5 procent

Udvendig renovering (udskiftning af døre, vinduer og/eller tag)

8,2 procent

Renovering af badeværelse

7,7 procent

Ny indretning med møbler

7,1 procent

Renovering af køkken

7,0 procent

Udskiftning af gulve, vægge eller lofter

6,0 procent

Renovering af bryggers/gang/kælder

5,9 procent

Renovering af værelse/kontor

5,7 procent

Totalrenovering

1,4 procent

Kilde: Timberman Trends, ”Hvilke boligprojekter har du planer om at sætte i gang inden for de kommende 6 måneder? Du kan vælge flere svar.” Antal samlede respondenter: 2.000 (inklusive respondenter, der svarede ”ingen”)

Har du inden for de seneste 6 måneder oplevet at måtte udskyde renoveringsprojekter som følge af generelle prisstigninger og/eller utilgængelige materialer?

Ja

30,4 procent

Nej, jeg har kunnet gennemføre planlagte renoveringsprojekter

69,6 procent

Kilde: Timberman Trends, ”Har du inden for de seneste 6 måneder oplevet at måtte udskyde renoveringsprojekter som følge af generelle prisstigninger eller utilgængelige materialer?” Antal respondenter: 800 (eksklusive respondenter, der svarede ”nej, jeg har ikke haft nogen planer om renoveringsprojekter” eller ”ved ikke”)

I hvilken grad påvirker prisstigningerne på materialer dine kommende renoveringsplaner?

I meget høj grad

6,7 procent

I høj grad

12,7 procent

I nogen grad

24,1 procent

I mindre grad

17,6 procent

Slet ikke

10,2 procent

Ved ikke

5,7 procent

Jeg har ingen renoveringsplaner

22,9 procent

Kilde: Timberman Trends, ”I hvilken grad påvirker prisstigningerne på materialer dine kommende renoveringsplaner?” Antal respondenter: 2.000 (inklusive respondenter, der svarede ”jeg har ingen renoveringsplaner”).

Om Timberman Trends

Timberman Trends er en årlig trendanalyse, som har til formål at tage temperaturen på, hvilke trends og tendenser inden for bolig og livsstil der rør sig nu og i den nærmeste fremtid.

Forbrugerundersøgelsen er foretaget af Voxmeter i perioden 23. august til 12. september 2023 på vegne af Timberman, og der er indsamlet data fra 2.000 nationalt repræsentative respondenter, som bor i ejer- eller andelsbolig.

Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret undersøgelse ved brug af Voxmeters CAWI-system blandt tilfældigt udvalgte respondenter, og data er indsamlet efter nationalt repræsentative kvoter på køn, aldersgruppe og region.

Kilde: Timberman / Voxmeter.