Rent Estate køber to ejendomme med 17.000 kvadratmeter erhvervslejemål af Castellum.
Det oplyser det familieejede selskab i en pressemeddelelse.
Ejendommene ligger på henholdsvis Abildager 26 i Brøndby og Roholmsvej 19 i Albertslund.
Ifølge meddelelsen har ejendommene allerede mange lejere, men omkring 5.000 kvadratmeter ledige lokaler venter på nye lejere.
Rent Estate betegner ejendommene som “særligt attraktive på grund af deres strategiske placering tæt på København og den kommende letbane”.
– Da vi blev præsenteret for ejendommene, vækkede de straks vores interesse på grund af deres beliggenhed i vores investeringsområde i Storkøbenhavn. Vi betragter Brøndby og Albertslund som meget interessante byer, tæt på København, og tæt på udviklingen omkring O3 samt kommende letbane og motorveje. Disse faktorer er attraktive for mange store erhvervslejere, udtaler Frank Buch-Andersen, administrerende direktør i Rent Estate.
Han udtaler videre, at investeringen er en naturlig del af selskabets langsigtede strategi om at opbygge en større portefølje af bolig- og erhvervsejendomme.
Hos Castellum Danmark er de også glade for handlen.
– Som en del af vores strategi om at sammensætte vores ejendomsportefølje med fokus på nye og nyere kontorejendomme har vi i en periode afsøgt markedet for at finde nye ejere til udvalgte erhvervsejendomme, udtaler Bo Mohr, Regional Director i Castellum Danmark.
Med denne erhvervelse har Rent Estate koncernen nu cirka 150.000 kvadratmeter bolig- og erhvervsejendomme og en samlet ejendomsportefølje på cirka 1,3 milliarder kroner.
Prisen på de to handler fremgår ikke, og de er ikke tinglyst. Ejendommen på Abildager 26 i Brøndby er offentligt vurderet til 19,7 millioner kroner, hvoraf grundværdien udgør knap 6,5 millioner kroner.
Ejendommen på Roholmsvej 19 i Albertslund er offentligt vurderet til 97 millioner kroner, hvoraf grundværdien udgør knap 6,2 millioner kroner. Senest blev den dog i 2007 handlet til 187 millioner kroner.