Effekten af den øjeblikkelige coronakrise kan for alvor mærkes i ikke mindst mange små og mellemstore virksomheder. Derfor er det ifølge Tekniq fornuftigt, at regeringen nu foreslår, at netop disse virksomheder skal have mulighed for rentefrit at låne et beløb, der svarer til det, de indbetalte i moms i starten af marts. Det skriver brancheorganisationen i en pressemeddelelse.
– Det er vigtigt at holde hånden under SMV’erne, som udgør fundamentet under dansk erhvervsliv, i disse måneder. Og i den forstand er alle tiltag velkomne – også dagens udspil, siger Niels Jørgen Hansen, adminstrerende direktør i Tekniq Arbejdsgiverne, i meddelelsen.
Han understreger dog samtidig, at det nu er tid til også at kigge på mere langsigtede løsninger, der kan bringe virksomhederne godt ud på den anden side af krisen.
– Det vil være sund fornuft at give de eksisterende støtteordninger et serviceeftersyn og kigge på, om der er brug for forbedringer. Men det er mindst lige så vigtigt, at man fra politisk hold arbejder på tiltag, som kan sikre en større aktivitet i virksomhederne – ikke mindst når vi forhåbentlig inden længe vender tilbage til en mere normal hverdag. Man skal med andre ord gå fra kun at kompensere til også at stimulere virksomhederne, siger Niels Jørgen Hansen.
– Derfor gælder det om både at fremrykke investeringer og understøtte eksporten – ikke mindst ved at fokusere på investeringer i den grønne omstilling, siger Niels Jørgen Hansen.
Coronakrisen rammer SMV’ere hårdt
SMV’erne er hårdt ramt af coronakrisen. Omsætningen er styrkdykket og mange har udsigt til konkurs. Det viser ny medlemsundersøgelse fra SMVdanmark med svar fra over 20 procent af organisationens medlemmer.
Ifølge undersøgelsen, der er gennemført før dagens udmelding om tilbageførsel af moms og lønsumsafgift, har 78 procent af SMVdanmarks medlemmer haft nedgang i deres omsætning som følge af coronakrisen.
I gennemsnit har SMVdanmarks medlemmer oplevet et omsætningsfald på 63 procent og et fald i årsresultatet på 36 procent.
Samtidig forventer virksomhederne i gennemsnit at dreje nøglen om indenfor knap tre måneder, hvis situationen ikke ændrer sig.
Dagens udmelding om tilbageførsel af moms betalt i marts og lønsumsafgift som rentefrit lån i 11 måneder, forbedrer dog virksomheders likviditet under coronakrisen, lyder det fra SMVdanmark.