Sø- og Handelsretten har den 22. oktober afsagt kendelse i en sag mellem BoligPortal og ReData, hvor BoligPortal beskyldte ReData for ulovligt at indsamle og bruge data fra virksomhedens hjemmeside og bagvedliggende API.
Sagen begyndte i juli, da BoligPortal opdagede, at ReData tilbød produkter med data, som stammede direkte fra BoligPortals platform.
“På baggrund heraf besluttede BoligPortal at foretage en nærmere undersøgelse af, i hvilket omfang ReData høstede data fra BoligPortal. Til dette formål oprettede BoligPortal 12 annoncer med fiktive data, som de kort tid efter genfandt hos ReData med samme fiktive data, som ikke stemte overens med andre offentligt tilgængelige data om de pågældende ejendomme”, fremgår det af kendelsen.
ReData erkendte at have hentet oplysninger som husleje, areal og energimærke fra BoligPortals API, men hævdede, at det var lovligt og almindelig praksis i branchen.
BoligPortal fastholdt, at ReData handlede i strid med både ophavsretsloven og markedsføringsloven, da dataindsamlingen skete uden tilladelse og i strid med virksomhedens politik.
Retten gav BoligPortal medhold og fastslog, at portalens database er beskyttet som en samlet enhed under ophavsretsloven, fordi virksomheden har investeret betydelige ressourcer i indsamling og validering af data. ReDatas automatiske scraping blev vurderet som en krænkelse af denne rettighed.
Sø- og Handelsretten nedlagde derfor et midlertidigt forbud mod, at ReData fortsætter med at indsamle og bruge BoligPortals data. Kravet om sletning af allerede indsamlet materiale blev dog afvist som for vidtgående. ReData skal betale 100.750 kroner i sagsomkostninger.
– Vi havde forventet, at sagen ville falde ud til vores fordel, men vi er selvfølgelig glade for afgørelsen, udtaler Anders Hyldborg, direktør i BoligPortal i en pressemeddelelse.
– Det er vigtigt, ikke kun for os, men for hele markedet og for alle dem, der baserer vigtige finansielle og investeringsmæssige beslutninger på valide data.
BoligPortal er Danmarks største udlejningsportal med over 130.000 boliger og mere end 1 million brugere om måneden.






















