
To industriejendomme i henholdsvis Brøndby og Greve er solgt i hurtige handler, før der overhovedet blev sat til salg-skilte op.
Det oplyser EDC Erhverv Poul Erik Bech i en pressemeddelelse.
Handlerne vidner om en enorm stor efterspørgsel efter mindre industriejendomme i Storkøbenhavn, og flere købere står klar i kulissen, pointerer erhvervschef Lotte Bach fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Taastrup, der har formidlet salget af de to ejendomme.
– Generelt går det rigtig godt for de erhvervsdrivende, og det betyder, at virksomhederne søger ejendomme med mere plads til enten lager, produktion eller personalefaciliteter. Det har virkelig sat skub i markedet, og vi har flere købere, der er klar til at købe lignende ejendomme, udtaler Lotte Bach.
De to industriejendomme er begge er indrettet med et lager og produktionsområde samt adgang til kontorområde.
Det er virksomheden AVC, der har solgt den 612 kvadratmeter store ejendom på Hedeager 2 i Brøndby, idet virksomheden er blevet solgt til virksomheden Ricoh, og derefter flytter ind på selskabets eksisterende hovedkontor i Vallensbæk.
Køber af ejendommen i Brøndby er Dirchsen Processing Equipment, der importerer og sælger procesudstyr til industrier som fødevarer, pharma og energi. Virksomheden har måttet punge ud med 6 millioner kroner for den nyindkøbte ejendom på Vestegnen.
– Vi er vokset ud af vores nuværende rammer på Høvedstensvej i Hvidovre og har brug for mere lagerplads. Derfor har vi været på udkig efter en ejendom med mere lagerplads og hvor vi stadig kunne have kontor. De slags ejendomme hænger ikke på træerne. Det er måske én gang om året, der kommer sådan en ejendom til salg, så da vi så ejendommen på Hedeager 2, blev vi nødt til at slå hurtigt til, udtaler Jonas Dirchsen, administrerende direktør hos Dirchsen Processing Equipment.
Den på 675 kvadratmeter store ejendom på Håndværkerbyen 31 i Greve er for lige knap 5 millioner kroner blevet solgt til Norfac, der er totalleverandør af facility management til fødevareindustrien.
I 2022 etablerede de søsterselskabet Nordvask, der leverer rengøring og vaskeriservice til restaurationsbranchen og fødevareindustrien, og planen er at vækste begge virksomheder fra den nye ejendom, fortæller Per Bellerby, direktør i Norfac og Nordvask.
– Tidligere har vi lejet, men nu ønsker vi at eje. Ejendommen i Greve er præcis det, vi var på udkig efter. Beliggenheden er optimal, da vi rykker tættere på mange af vores kunder i København, og så er der rigtig gode muligheder for at vækste yderligere i ejendommen, udtaler han.
Sælger af ejendommen i Greve er Saskia Ejendomme.
– Jeg bliver ikke yngre og derfor har jeg valgt at drosle ned. Min lejer gennem mange år opsagde lejemålet i ejendommen, og i stedet for at kæmpe med at finde en ny lejer og bruge energi på det, tænkte jeg, det var på tide at gøre min portefølje lidt mindre, så jeg kan koncentrere mig mere om det, jeg synes er sjovt, udtaler Saskia Madsen-Østerbye, direktør hos Saskia Ejendomme.
Tilmeld Nyhedsbrev






















