Robotter serverer for gæster i ferieparker

Robotter er blevet fast inventar i brasserierne i tre store ferieparker, hvor de hjælper til med at servicere gæsterne. De løser dermed et stort problem.

Det har længe været en udfordring at finde nok personale til højsæsonen i brasserierne hos ferieparkkæden Landal. Robotter er derfor blevet fast inventar i brasserierne på de tre store ferieparker, hvor de hjælper til med at servicere gæsterne, oplyser ferieparkkæden i en pressemeddelelse.

Robotterne er blevet indsat i brasserierne på Landal Seawest, Landal Søhøjlandet og Landal Rønbjerg.

De to robotter Bellabot og Hollabot har store øjne og katteører og er udstyret med hylder, som kan fyldes op med tallerkener og andet service til gæsterne.

Robotter serverer for gæster i ferieparker. Foto: PR.
Robotter serverer for gæster i ferieparker. Foto: PR.

Det betyder, at personalet får en hjælpende hånd til at bære de tunge tallerkener og service ned til bordene.

– Robotterne skal ikke ses som direkte erstatning for vores dygtige personale i brasserierne, men de er til stor hjælp i de travle perioder, hvor vi gerne vil have tid til at give en personlig og nærværende betjening. Her hjælper robotterne med det hårde arbejde, så vi har mere tid til gæsterne, fortæller Operations Manager hos Landal, Carsten Jellesen, i meddelelsen.

En kreativ løsning på en reel udfordring

Robotter serverer for gæster i ferieparker. Foto: PR.
Robotter serverer for gæster i ferieparker. Foto: PR.

Landal har haft en rekordtravl sommer med høj belægning i alle syv ferieparker i Danmark. Det har været med til at skabe et stort behov for ekstra personale – særligt i de tre største ferieparker Landal Søhøjlandet, Landal Seawest og Landal Rønbjerg.

– Med en sommer, der har været mere travl end nogensinde før og udfordringer med at rekruttere nok personale, er det genialt at kunne indføre et alternativt koncept, der er med til at løse udfordringen. Og at det samtidig skaber minder og underholdning for vores gæster er meget positivt. Det beviser, at vi godt kan styrke vores tilbud og services ved at tænke lidt ud af boksen, fortæller Regional Marketing & Sales Manager, Kent Lodberg.

Landal har i alt fem robotter i drift i de tre ferieparker Landal Søhøjlandet, Landal Rønbjerg og Landal Seawest.

De er blevet en attraktion i sig selv for de mange feriegæster, der både tager selfies med dem og specifikt beder om at blive betjent af robotterne. Den store succes betyder, at robotterne nu er fast inventar i de tre brasserier.