Bag Nordic Shopping står Hanssen Ejendomme og Daugaard Pedersen. Illustration: Rum.
Bag Nordic Shopping står Hanssen Ejendomme og Daugaard Pedersen. Illustration: Rum.

Ifølge JyskeVestkysten er byggestarten på det store shoppingområde Nordic Shopping ved Vejle Landevej blevet udskudt, efter at Planklagenævnet har besluttet at genoptage en klage fra Coop over lokalplanen.

Coop modtog et krav om at betale et klagegebyr på 1.800 kroner. Gebyret blev ikke betalt inden fristen, og klagen blev derfor først afvist. En automatisk påmindelse var imidlertid blevet sendt til en anden mailadresse, fordi klageportalen automatisk havde ændret den adresse, Coop selv havde oplyst, til virksomhedens registrerede officielle mailadresse.

Coop bad efterfølgende om at få sagen genoptaget, og den 21. april besluttede Planklagenævnet at gøre det. Nævnet vurderede foreløbigt, at der var tale om undskyldelige omstændigheder.

Udviklerne har derfor valgt at udskyde byggestarten, mens klagen behandles. Michael Andersen, direktør i Hanssen Ejendomme, kalder forløbet mærkeligt og undrer sig blandt andet over, at nævnet traf beslutningen, før det havde fået svar fra sin it-leverandør om mailændringen.

– Det handler ikke om, at Coop klager. Det handler om, hvordan Planklagenævnet har behandlet klagen, siger Michael Andersen til JyskeVestkysten.

Nordic Shopping blev lanceret i 2024 og skal rumme mere end 30 butikker på et område på omkring 100.000 kvadratmeter. Blandt de annoncerede butikker er Elgiganten, Harald Nyborg, Jysk, T-Hansen, Sport 24 og Burger King. Projektet er beskrevet som en investering på over én milliard kroner.

De første butikker skulle efter planen åbne i midten af 2027, mens hele området skulle stå færdigt i 2029. Tidsplanen er nu usikker.

Hanssen Ejendomme og totalentreprenøren Daugaard Pedersen står i samarbejde med RUM Arkitekter bag projektet.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev