Fremtidssikring af Rønne Havn på vej i udbud. Foto: Rønne Havn.
Foto: Rønne Havn.

Rønne Havn er uenig i Molslinjens udlægning af en ny rapport om sejlforholdene ved Bornholm.

Det oplyser havnen i en pressemeddelelse.

Ifølge havnens direktør, Lars Nordahl, bygger Molslinjens beregninger på gamle sejlruter og tager ikke højde for de muligheder, som havnens nye og større bassin giver.

– Man udnytter ikke potentialet i, at vi har fået et stort sejlbassin, vi har fået 200 meter mellem molehovederne, hvor der tidligere var 90 meter. Så man sejler på traditionel vis, og der løber man så ind i de udfordringer, der er der. Der er vi forundret over, at man fra Molslinjen ikke har ønsket at sejle på andre måder end standard sejlmønster, udtaler Lars Nordahl.

Ifølge havnedirektøren afviste Molslinjen at basere beregningerne ud fra en ændret sejlrute, og han vurderer derfor, at beregningerne ikke er retvisende.

– Vi foreslog under simuleringerne, at der blev sejlet med nogle andre sejlmønstre. Men det afviste Molslinjen. Så vi ved ikke endnu, hvordan det ville se ud, hvis man ved de høje og store vindhastigheder prøvede at sejle på en anden måde, udtaler Lars Nordahl.

Han understreger, at rapporten viser, at hurtigfærgerne kan sejle inden for de vejrgrænser, rederiet er forpligtet til i kontrakten med Transportministeriet. For de konventionelle færger kan der være udfordringer, men kun hvis man holder fast i de gamle sejlmønstre.

Nordahl afviser derfor, at der vil være dage, hvor bornholmerne risikerer at stå uden færgebetjening på grund af havnens udvidelse.

– De vindhastigheder, som vi snakker om her, middelvindhastigheder op i denne her klasse, det er ikke noget der forekommer særlig ofte. Bornholmerne skal ikke stå og tænke, at nu er vi uden færgebetjening. Vi ved, at de konventionelle færger kan sejle i relativt hårdt vejr. Vi ved også, at i det nye havnelayout, der kan hurtigfærgerne sejle op til de begrænsninger, der er i kontrakten. Så jeg er fortrøstningsfuld, udtaler Lars Nordahl.

Tilmeld Nyhedsbrev