Roskilde Kommune udpeger rådgiver til fornyelse af bymidten

Algade og Hestetorvet i Roskilde står over for en fornyelse, og kommunen har nu fundet den rådgiver, der skal bistå med planlægningen.

Roskilde Kommune igangsætter nu et omfattende fornyelsesprojekt for Algades centrale strøgforløb og Hestetorvet, som er ankomstpladsen ved Roskilde Station.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Masu Planning, som efter en udbudsrunde er blevet udpeget som totalrådgiver i forbindelse med projektet.

Ifølge arkitektvirksomheden er den overordnede vision for projektet at sikre et sammenhængende by- og gaderum. Det skal understøtte kommunens strategi om at styrke bymidten som en attraktiv handels- og besøgsdestination.

Læs også: Tre hold videre i kunst- og arkitekturkonkurrence i Ørestad

Roskilde Kommune har fokus på tre overordnende temaer i forbindelse med projektet: Fornyelse og bevaring, Grønne og skønne gade- og byrum, samt kunst, leg og bevægelse.

– Hverken Hestetorvet eller Algade lever i dag op til borgernes, de handlendes eller de besøgendes behov, udtaler Sune Oslev, partner hos Masu Planning og ansvarlig for projektet.

– Vores vision er at forbedre funktionaliteten, skabe overblik og styrke bylivet i bymidten. Vi rydder op, skaber bedre sammenhæng til omgivelserne og tilfører grønne elementer. Vores mål er at skabe en værdig ankomst til Roskilde og et klassisk strøgforløb, som lever op til nutidens krav om funktionalitet og klimatilpasning, samtidig med at vi respekterer bymidtens eksisterende kvaliteter og styrker dens potentialer.

Fra skrående plads til grønne opholdsrum og inviterende byrum

Hestetorvet får flere træer og planter. Illustration: Masu Planning.
Hestetorvet får flere træer og planter. Illustration: Masu Planning.

Hestetorvet er ankomstpladsen til Roskilde Station og den kommende S-togsstation. I dag er pladsen udfordret ved sin skrånende udformning, som hverken tilgodeser udeservering og eller gør torvet oplagt til markeder og events.

De konkrete tiltag omfatter blandt andet plane udeserverings-arealer, en grøn og frodig beplantning, som både adskiller den omgivende trafik og skaber rekreative opholdsmuligheder på pladsen.

Derudover bevares en åben og fleksibel flade mod kirkegården, som skaber opholdsmuligheder langs kirkegårdens teglstensmur og kan huse forskellige events. For at reducere klimaaftrykket genanvendes fleste mulige af de eksisterende materialer både på Hestetorvet og Algade.

Læs også: Danske landskabsarkitekter bag udviklingsplan for byrum omkring Helsinki Hovedbanegård

Algade er et af bymidtens centrale gadeforløb, som trænger til at blive renoveret. Vinderprojektet transformerer Algade fra et usammenhængende strøgforløb til et opholdsinviterende byrum. Det sker blandt andet ved at begrønne og tilføje udendørsmøbler langs gadeforløbet, skabe et mere sikkert trafikhierarki og styrke de tre pladser på Algade identitet.

Der er igangsat dialogmøder med områdets interessenter og i løbet af foråret udarbejdes projektforslag på første etape. Efter planen starter anlægsarbejdet august 2025.

Fornyelse af Algade og Hestetorvet

Bygherre: Roskilde Kommune

Totalrådgiver: Masu Planning

Areal: cirka 5.000 kvadratmeter

Periode. 2024 – 2025

Kilde: Masu Planning.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling