Roskildes bymidte får et grønt løft

Algade og Hestetorvet i Roskilde bliver fornyet, men projektet af MASU Planning genanvender mange eksisterende materialer.

Roskildes bymidte, Hestetorvet og Algade, står over for en stor fornyelse. Fredag den 15. august tog borgmester Thomas Breddam (S) og formand for Plan- og Teknikudvalget Claus Larsen (S) det første spadestik til projektet, der skal gøre området mere indbydende og grønt.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra MASU Planning, der er totalrådgiver på projektet.

Hestetorvet, der i dag fungerer som ankomstplads til Roskilde Station, får flere træer, grønne arealer og bedre opholdsmuligheder. Frodige planter skal skærme mod trafikstøj og skabe hyggelige rum. En hesteskulptur vil også blive opført for at ære pladsens historie.

Algade, byens centrale gågade, bliver omdannet til et mere sammenhængende og indbydende område med ekstra beplantning, nye møbler og et sikrere trafikhierarki. De tre centrale pladser langs Algade får hver deres stærkere identitet.

Rendering af fremtidens Algade. Illustration af MASU Planning.
Rendering af fremtidens Algade. Illustration af MASU Planning.

Sune Oslev, partner hos MASU Planning og ansvarlig for projektet, er selv fra Roskilde og har brugt sin lokalkendskab til at forme designet.

– Jeg har tilbragt mange timer på både Hestetorvet og i Algade, og i dag lever de to områder hverken op til borgernes, de handlendes eller de besøgendes behov, forklarer Sune Oslev.

– I samarbejde med kommunen har vi udviklet et projekt, der forbedrer funktionaliteten, styrker bylivet og fremmer bynaturen.

Projektet genanvender mange af de eksisterende materialer for at mindske klimaaftrykket.

Anlægsarbejdet er nu i gang og udføres af Scheller, Hougaard og Petersen. Første etape forventes færdig i foråret 2026.

Projektet, der dækker cirka 5.000 kvadratmeter, er tegnet af MASU Planning for Roskilde Kommune.

Tilmeld Nyhedsbrev