Satellitvirksomheden Spaceline Labs flytter ind i et lejemål på Østerbro 5 i Odense. Foto: Colliers Fyn.
Satellitvirksomheden Spaceline Labs flytter ind i et lejemål på Østerbro 5 i Odense. Foto: Colliers Fyn.

Den fynske satellitvirksomhed Spaceline Labs flytter ind i et stort lejemål på Østerbro 5 i Odense.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Colliers Fyn, som har formidlet udlejningen af de 1.312 kvadratmeter, der skal danne ramme om virksomhedens næste vækstfase.

Ejendommen, der tidligere husede Fyns Telefon, er gennem de seneste år blevet omdannet til et moderne erhvervsdomicil med fokus på både historisk charme og moderne teknologi. I dag fremstår bygningen som et totalrenoveret erhvervsmiljø med kontorer, showroom og lagerfaciliteter.

Spaceline udvikler satellitter til overvågning af større områder og arbejder med løsninger inden for rumteknologi, sikkerhed og forsvar. De nye lokaler bliver specialindrettet til virksomhedens behov, herunder særlige krav til sikkerhed, funktionalitet og effektiv drift.

– Vi er i en fase, hvor vi vokser hurtigt, og derfor har vi brug for nye rammer, der både kan understøtte vores udvikling og imødekomme de ret unikke krav, vi har til sikkerhed, funktionalitet og effektivitet i hverdagen, udtaler Nicolai Iversen, administrerende direktør i Spaceline.

– Udlejer greb vores behov og forslag lynhurtigt, og efter en meget løsningsorienteret og kreativ proces sammen med eksterne eksperter havde vi hurtigt et stærkt forslag klar og underskrevet, som nu er under udvikling.

Hos Colliers Fyn ser man aftalen som et eksempel på et vellykket match mellem virksomhed og ejendom. Direktør Martin Fuhlendorff vurderer, at bygningens karakter og moderne faciliteter passer godt til Spacelines ambitioner og udvikling.

– Østerbro 5 tilbyder et moderne og karakterfuldt erhvervsmiljø med en stærk identitet, og i dialogen med Spaceline stod det hurtigt klart, at rammerne matchede virksomhedens ambitioner og næste vækstfase perfekt, udtaler Martin Fuhlendorff.

Ejendommen rummer blandt andet fælles kantine, fitnesscenter og et kommende mikrobryggeri, som skal bidrage til at skabe et attraktivt arbejdsmiljø midt i Odense.

Ifølge tinglysningen ejes ejendommen af Mads Halgaard Madsen og Morten Kaas Vinther gennem Ejendomsselskabet Østerbro 3-7 P/S.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev