Lyngby Boldklub er i samarbejde med C.F. Møller Architects i fuld gang med planlægningen af et nyt stadion, som skal stå klar ved udgangen af 2028.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Baggrunden er nye krav fra Divisionsforeningen, som fra 2028 kræver, at superligaklubber enten har 10.000 pladser eller et helt lukket stadion med minimum 6.000 overdækkede siddepladser. Lyngby går efter sidstnævnte løsning og planlægger et stadion med 6.500 overdækkede pladser.
Stadionprojektet rummer meget mere end fodbold. For at finansiere byggeriet skal der opføres 185 studieboliger i den nordlige ende og 42 seniorboliger samt et kommunalt sundhedshus i den sydlige ende.
Når disse boliger er solgt, kan stadionets endelige omfang og kvalitet fastlægges. Klubben forventer, at salget falder på plads inden jul, og at selve byggeriet går i gang i løbet af tredje kvartal 2026.
– Det har været en kompliceret proces, hvor det, vi kan sælge boligområderne for, jo danner grundlaget for, hvor prægtigt et stadion, vi kan bygge. Det beløb kender vi først, når boligdelen er solgt, så det har været lidt rundt og rundt i manegen i noget tid, udtaler Lyngby Boldklubs Birger Jørgensen, der er ansvarlig for stadionprojektet.
Stadionet bliver opgraderet med blandt andet 1.300 loungepladser, en ny café, nye omklædningsrum, en ny spillertunnel og en bygning til administration og kommerciel drift. En ny familietribune i den nordlige ende samt tag over den sydlige tribune skal sikre bedre forhold for både tilskuere og familier. Den vestlige tribune bevares stort set som i dag, mens det gamle klubhus renoveres fra kælder til kvist.
Trods det omfattende byggeri er det klubbens plan at spille hjemmekampe på stadion under hele processen, også selvom det giver udfordringer med VIP-områder og fanzoner. Klubben vurderer, at de har fundet en god balance mellem vision, økonomi og lokale hensyn – og ser frem til at tage næste skridt mod et moderne Lyngby Stadion.
Efter planen skal der spilles fodboldkampe på stadion, mens byggeriet står på.






















