
Ejendomsmægleren Heidi Højrup er blevet ny medindehaver af boligbutikken EDC Poul Erik Bech i Esbjerg.
Den 44-årige mægler vender dermed tilbage til virksomheden, hvor hun for 20 år siden tog sin uddannelse som ejendomsmægler, oplyser ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
Heidi Højrup har arbejdet i ejendomsmæglerbranchen i to årtier og kommer til Esbjerg efter seks år som salgschef i en boligbutik i Vejen. Her har hun blandt andet været med til at skabe stærke resultater, herunder en gazellepris i 2022. Hun ser rollen som medindehaver som et naturligt næste skridt i karrieren.
Hun fortæller, at skiftet også markerer et slags gensyn med virksomheden, hvor hun begyndte sin karriere i 2006. Siden har hun arbejdet i flere EDC-butikker.
– I løbet af min karriere har jeg også været forbi EDC-butikker i Vejen og Kolding. Jeg tænker med glæde tilbage på min tid i EDC Poul Erik Bech, udtaler Heidi Højrup.
Boligbutikken ligger på Kirkegade i Esbjerg, hvor EDC Poul Erik Bech og EDC Erhverv Poul Erik Bech arbejder tæt sammen. Her skal Heidi Højrup fremover drive butikken sammen med den lokale indehaver Thomas Eenberg.
Som ejendomsmægler har Heidi Højrup primært arbejdet i Vejen samt Kolding, men hun har også et godt kendskab til Esbjerg.
– Esbjerg har et stort opland med mange skønne byer, som jeg kender rigtig godt, og som jeg er vant til at køre rundt i. Villaområderne i Vejen og Esbjerg ligner hinanden på mange punkter. Kvadratmeterpriserne er lidt højere i Esbjerg, men et stærkt lokalmiljø, gode fritidstilbud og naturskønne omgivelser genkender jeg i den grad, udtaler Heidi Højrup.
– Midtbyen har et rigt kultur- og handelsliv, og byen har nogle af Danmarks bedste uddannelsesmuligheder og flere store virksomheder, der slår sig ned i området.
Thomas Eenberg glæder sig over at få en erfaren kollega med i ejerkredsen.
– Med mange års erfaring inden for salg, ledelse og udvikling er Heidi en stærk profil, der bestemt ikke hænger på træerne. Hun har et stort netværk i Sydvestjylland, udtaler han.
Heidi Højrup bor i Vejen sammen med sin mand og deres fire sammenbragte børn. I fritiden spiller hun håndbold og er træner i den lokale håndboldklub.






















