Danske boligejere med salgsplaner må væbne sig med tålmodighed. Især hvis det er en ejerlejlighed, der skal afskibes. Ikke siden 2016 har ejerlejligheder i en maj måned ligget til salg så længe, før de er blevet taget af markedet, som i år. For huse er det siden 2020. Det skriver Finans Danmark.
– Handelsaktiviteten på boligmarkedet faldt i 2022, og det resulterede blandt andet i, at udbuddet af boliger til salg steg. Når boligkøberne har mere at vælge imellem, og købelysten er på et lavt niveau, går der typisk længere tid før boligerne bliver solgt eller taget af markedet. I maj 2023 stod huse til salg i længere tid end de foregående to år, før de blev taget af markedet. Og lejligheder stod til salg i længere tid end de seneste seks år, før de blev taget af markedet, siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
I gennemsnit stod huse til salg i 171 dage, inden de blev fjernet fra markedet i maj 2023. Tilsvarende stod ejerlejligheder til salg i 141 dage. Liggetiderne er dermed knap en måned længere end for et år siden for huse og næsten halvanden måned for ejerlejligheder.
Der var 29.119 parcel- og rækkehuse til salg ved udgangen af maj måned. Det er næsten 5.500 flere end på samme tidspunkt sidste år. Samtidig stod 6.311 ejerlejligheder til salg. Det er godt 200 flere end for et år siden.
LÆS OGSÅ: BOLIGPRISERNE STEG IGEN I MAJ
Boligerne, der står til salg, er også billigere. I slutningen af maj var udbudspriserne på huse omkring 2 procent lavere end for et år siden – og knap 3 procent lavere på ejerlejligheder.
– Der er kommet flere sælgere på banen, og antallet af huse og ejerlejligheder til salg nærmer sig niveauet fra 2020. Samtidig er det godt nyt for boligkøberne, at de flere huse og ejerlejligheder, der står til salg, er til lavere priser end for et år siden, siger Ane Arnth Jensen.
– Et typisk hus på 140 kvadratmeter annonceres nu i gennemsnit til en pris på godt 2,7 millioner kroner. Det er omkring 57.000 kroner mindre end for et år siden. Udbudsprisen på en typisk ejerlejlighed på 85 kvadratmeter er omkring 3,3 millioner kroner Det er knap 100.000 kroner mindre end for et år siden, siger Ane Arnth Jensen.