Salling Group vil bygge kæmpe solcelleanlæg ved hovedkvarteret

Salling Group vil bygge et solcelleanlæg på 50.000 kvadratmeter ved virksomhedens hovedkvarter i Årslev udenfor Aarhus.

Salling Group står klar til at bygge et stort solcelleanlæg ved virksomhedens hovedkvarter i Årslev udenfor Aarhus.

Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

Kun den sidste formelle godkendelse fra Aarhus Kommune mangler, før arbejdet kan begynde.

Anlægget bliver på omkring 50.000 kvadratmeter og skal levere ti millioner kilowatt-timer om året, hvilket svarer til energiforbruget i fem Bilka-varehuse. Projektet forventes færdigt i 2026 og er en vigtig del af Salling Groups strategi om at producere mere af sin egen energi.

– Som virksomhed har vi et mål om, at vi senest i 2050 har fjernet det CO2-aftryk, som vores virksomhed i dag sætter fra driften af vores butikker og øvrige forretning, udtaler Henrik Vinther Olesen, bæredygtighedsdirektør i Salling Group.

– Det betyder blandt andet, at vi skal bruge stadig mere vedvarende energi, og her giver den nye solcellepark et væsentligt bidrag.

Virksomheden har cirka 70.000 ansatte fordelt på 2.000 butikker, restauranter og lagre i Danmark, Tyskland, Polen, Estland, Letland og Litauen.

I 2026 ventes omsætningen at nå 83 milliarder kroner, og overskuddet går enten til investeringer i forretningen eller til projekter gennem Salling Fondene, der støtter kunst, kultur, sport, uddannelse og forskning.

Tilmeld Nyhedsbrev