Et nyt energiprojekt på Humlebæk Skole viser, hvordan tæt samarbejde mellem Fredensborg Kommune, installatøren John Jensen VVS og leverandøren Grundfos kan forbedre indeklima og reducere energiforbrug.
Det skriver Grundfos i en pressemeddelelse.
Projektet har resulteret i bedre komfort for elever og lærere samt betydelige energibesparelser, og de første målinger indikerer, at investeringen allerede giver afkast.
Humlebæk Skole, beliggende nær Øresund, har tidligere haft udfordringer med dårligt indeklima og ubalancer i varmesystemet, hvilket påvirkede både komfort og driftsudgifter.
– Der var ni blandesløjfer på skolen, og størstedelen af dem var decideret dårlige. Der manglede blandt andet styringer og reguleringsventiler, og det betød simpelthen, at der var en kæmpe ubalance i forhold til for eksempel varmen i bygningen. Det var ineffektivt og heller ikke specielt behageligt, fortæller Carsten Brysting, energiansvarlig hos John Jensen VVS.
Samarbejdet mellem kommunen, installatøren og Grundfos, en global leder inden for pumpeløsninger, førte til implementeringen af Grundfos MIXIT – en intelligent løsning, der integrerer komponenter og styring i ét system.
– Vi ved, at Grundfos har gode produkter, og det er jo i bund og grund det, vi søger. Når vi anbefaler noget til vores kunder, så er det fordi, vi selv kan stå inde for, at det er høj kvalitet, siger Dennis Gerga, serviceleder hos John Jensen VVS.
Løsningen er ikke kun installeret på Humlebæk Skole, men også på 25 andre varmecentraler i kommunen, hvilket skaber ensartethed og letter driften for det tekniske personale.
– Vi har udviklet MIXIT med det formål at gøre det nemmere at arbejde professionelt med varmefordeling – uden at gå på kompromis med hverken komfort eller energiforbrug, siger Erling Johansen, senior salgsingeniør hos Grundfos.
De første målinger viser energibesparelser på mellem 5 og 14 procent, men resultaterne fra Humlebæk Skole forventes at overgå dette.























