På Trøjborg i Aarhus er alle 116 lejeboliger i anden etape af Willemoeskarréen nu udlejet.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Projekt Poul Erik Bech Aarhus, som står for udlejningen af lejlighederne.
De første beboere flyttede ind i juni 2025, og næste etape starter den 1. oktober 2025.
Bag projektet står ejendomsudviklerne Klaus Gad og Vindues-milliardær Karl Peter Korsgaard Sørensen, der bedst er kendt som storaktionær i Parken Sport & Entertainment, som ejer F.C. København.
– Vi er meget tilfredse med det endelige resultat af Willemoeskarréen, som er en blanding af bolig og erhverv på i alt cirka 25.000 kvadratmeter, hvor vi kun har ganske få kontorkvadratmeter ledige, udtaler Klaus Gad.
– Med hjælp fra Cebra Architecture og et fremragende samarbejde med Aarhus Kommune er vi kommet flot i mål med at integrere ejendommen med de eksisterende omgivelser på Trøjborg, herunder de gamle industribygninger.

I sommeren 2024 blev boligprojektets første ni penthouselejligheder udlejet, og allerede inden udlejningen af de næste lejligheder på mellem 39 og 123 kvadratmeter startede, var interessen stor.
Flere havde skrevet sig på en interesseliste, før lejlighederne blev frigivet på hjemmesiden, og en del havde endda skrevet sig op til specifikke boliger uden at have set dem fysisk, fortæller projektchef Tonny Broberg fra EDC Projekt Poul Erik Bech Aarhus.
– Willemoeskarréen består af lyse, moderne lejligheder med et-fire værelser, og beboersammensætningen bærer derfor præg af en stor diversitet. Det er primært unge og seniorer, der har fundet sig til rette i de små lejligheder, mens familierne er flyttet ind i de større boliger, udtaler Tonny Broberg.
Han melder om akut mangel på lejeboliger i den østjyske storby, som vokser kraftigt i disse år.
– Over de seneste 10 år er befolkningen i Aarhus steget med 43.000 borgere, som er en befolkningstilvækst på 13 procent. Byggebranchen har særligt de seneste år været præget af stigende omkostninger, og der er ikke sat nok gang i nybyggeriet. Udbuddet kan ikke følge med efterspørgslen, og tomgangen for lejeboliger i Aarhus er helt nede på 1,4 procent, så Aarhus er den danske storby med færrest til-leje-skilte, udtaler Tonny Broberg.

– Tilstrømningen er endda taget yderligere til i løbet af de seneste to og et halvt år. Hvor befolkningstilvæksten tidligere har ligget på 4.000–5.000 indbyggere årligt, er den nu oppe på omkring 6.000.
Der er til gengæld kun planlagt ganske få nye byggeprojekter i kommunen de næste tre-fem år.
– Det påvirker også lejeniveauet i byen, som siden sidste år er steget med cirka 3 procent. Det er derfor akut behov for at få sat fart på processen med lokalplaner og byggetilladelser, så der kan sættes gang i byggeriet. Ellers risikerer vi, at lejeniveauerne stikker fuldstændig af, som det allerede er tilfældet flere steder i Europa, siger Tonny Broberg.























