Store tab som følge af to store og komplicerede byggeprojekter til samme bygherre har fået ledelsen i Scandi Byg til at begære selskabet konkurs.
Det skriver virksomheden med base i Løgstør ifølge Nordjyske i en pressemeddelelse.
– Efter mange måneders kamp for at få tingene til at lykkes må vi med stor beklagelse kaste håndklædet i ringen, udtaler Henrik Mielke, der i juni 2024 tiltrådte som administrerende direktør for Scandi Byg.
Scandi Byg ejes af Nordic Wood Industries, som i 2023 købte selskabet af MT Højgaard Holding. Selskabet med speciale i modulbyggeri var i gang med en større turnaround som følge af tidligere års udfordringer.
– Der må ikke være nogen tvivl om, at vi har kæmpet til det sidste for at bevare Scandi Byg. Desværre kan vi ikke længere tage ansvaret for de økonomiske forpligtigelser, som selskabet står med, og derfor er en konkurs blevet uundgåelig, udtaler koncerndirektør i Nordic Wood Industries og bestyrelsesformand i Scandi Byg, Thomas Raunsbæk.
Ifølge Scandi Bygs egen hjemmeside har virksomheden beskæftiget 175 medarbejdere i selskabets administration, produktion og projektafdeling.