Landskabsarkitekt Signe Winther (til venstre) og arkitekt Sofie Yde er nye associerede partnere hos Schønherr. Foto: PR.
Landskabsarkitekt Signe Winther (til venstre) og arkitekt Sofie Yde er nye associerede partnere hos Schønherr. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Schønherrs fagansvarlige for planlægning og proces, arkitekt Sofie Yde, og arkitekt og specialist i kulturarv, Signe Winther, er begge udnævnt til nye associerede partnere hos arkitektvirksomheden.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Sofie Yde tiltrådte i 2022 som Schønherrs fagansvarlige for planlægning og proces. Hun har tidligere blandt andet været hos Sted og Arkitema, og underviser desuden på Det Kongelige Akademi.

Hos Schønherr arbejder hun med by- og landskabsplanlægning i stor skala. I sin nye rolle skal hun bidrage til at styrke Schønherrs position som byplan- og procesrådgivere.

– Jeg er glad og beæret over at indtræde som en del af gruppen af associerede partnere hos Schønherr og glæder mig til fortsat at bidrage til at styrke tegnestuens byplan og procesrådgivning, udtaler Sofie Yde.

– Det er en fornøjelse at arbejde sammen med mine dygtige kolleger og med ambitiøse bygherrer, der efterspørger høj kvalitet og har et holistisk og langsigtet blik på den værdiskabelse, vi kan lave sammen. Samtidig er Schønherr en tegnestue med god plads til at diskutere de store samfundsmæssige udfordringer, som grobund for at udvikle byområder, som vi kan være stolte af i mange år frem.

Landskabsarkitekt Signe Winther kom til Schønherr i 2016 efter tidligere ansættelser som arkitekt hos blandt andet Arkitekt Kirstine Jensens Tegnestue og Cebra.

Hun er en af Schønherrs specialister i udvikling og formidling af kulturarv samt i screening af kulturmiljøer.

– Når samfundet forandrer sig, sætter det spor i byer og landskaber – ofte hundredvis af år ud i fremtiden. Vi skal hele tiden tilpasse vores omgivelser den virkelighed, vi lever i – dog er det afgørende, at vi husker at få fortiden med ind i fremtiden, når vi forandrer vores fysiske omgivelser. Sådan får vi bedst os selv og hinanden med, udtaler Signe Winther.

Sofie Yde og Signe Winther skal supplere tegnestuens hold af associerede partnere og fagspecialister, der omfatter arkitekt Mi Randlev med ansvar for fagområdet ”Det åbne land”, Jakob Sandell Sørensen, der er ansvarlig for ”Bæredygtighed og biodiversitet”, og Sanne Slot Hansen, som er specialist i klimatilpasning.

Læs også: WSP og Schønherr skal klimatilpasse Helsingørs gamle bykerne

– Når vi styrker den associerede partnergruppe, styrker vi også tegnestuens tværfaglige tilgang til løsninger af store, aktuelle samfundsudfordringer, udtaler partner og kreativ direktør, Rikke Juul Gram.

– Vi mener, at klimaforandringer, biodiversitetskrise og grøn omstilling af både byen og det åbne land er problemstillinger, der skal løses med afsæt i både kultur- og naturarv, og netop dét er en af de vigtigste udfordringer for Schønherrs landskabsarkitekter og planlæggere.

Strategi med fokus på tværfaglighed

Udnævnelserne kommer samtidig med tegnestuens nye 2030-strategi, der har fokus på en tværfaglig tilgang til løsningen af de helt store og værdiskabende samfundsopgaver som klimaforandringer, biodiversitetskrise og grøn omstilling af både byen og det åbne land – også på et internationalt marked.

Ifølge Schønherr skal udfordringerne blandt andet tilgås på planlægningsniveau, og løses med afsæt i både kultur- og naturarv.

Strategien og de nye udnævnelser lanceres efter et 2023, hvor Schønherr har satset på og investeret i udvikling af tegnestuens strategiske redskaber til at løse klimatilpasningsopgaver samt nye veje til at implementere vedvarende energiformer i landskabet.

Ikke mindst deltagelsen i sidste års Venedig Biennale med en visionsplan for udvikling af et fremtidssikret, blå-grønt København – et naturbaseret planlægningsgreb med afsæt i det underliggende landskab, og som alternativ til Fingerplanen – repræsenterer en stor investering. En investering der også har udviklet tegnestuens fokus på og kompetencer indenfor naturbaseret planlægning og klimasikring – med rod i kulturarven.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling