Selmer Gruppen har indgået aftale med K Partners Living om salget af en portefølje på syv boligudlejningsejendomme med i alt 444 boligenheder.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Parterne oplyser ikke den præcise købesum, men handlen er i niveauet 1 milliard kroner.
Porteføljen er fordelt på Sjælland og i Midtjylland og består af tre ejendomme i drift, tre projekter under opførelse og et projekt, der endnu ikke er sat i gang.
– Vi oplever generelt at markedet er inde i en positiv udvikling. Der er stor interesse for vores portefølje og pipeline blandt professionelle investorer, og særligt de velbeliggende rækkehusprojekter med en stærk lejerefterspørgsel er attraktive, udtaler direktør og indehaver, Dennis Hauchild Grünberger fra Selmer Gruppen.
På attraktive beliggenheder, især på Sjælland, opleves der samtidig stigende lejepriser, lyder det.
For Selmer Gruppen er salget den tredje større porteføljetransaktion på ni måneder. Selskabet beskriver frasalgene som en del af en aktiv strategi, hvor modne projekter sælges, når markedet er gunstigt, og kapitalen derefter investeres i nye udviklingsprojekter.
K Partners Living blev etableret i begyndelsen af 2026 som et partnerskab mellem Kristensen Properties og AkademikerPension. Fonden fokuserer på investeringer i nyere rækkehusboliger i udvalgte danske vækstområder. Ifølge Jonas Kiil Pedersen, kommunikationschef hos Kristensen Properties, er rækkehuse er attraktive for mange forskellige aldersgrupper og livsfaser.
– Vi ser en fortsat stærk efterspørgsel efter gode, funktionelle lejeboliger, og de demografiske udviklingstendenser understøtter vores langsigtede investeringscase, udtaler Jonas Kiil Pedersen.
– Porteføljen fra Selmer Gruppen har en attraktiv kombination af kvalitet, indretning og beliggenhed, som passer rigtig godt til vores investeringsstrategi. Vi har allerede overtaget 200 boliger i drift fra Selmer Gruppen – Vi ved hvad vi får, og derfor har det også været lettere for os at indgå aftale om køb af ikke-færdigopførte boliger fra Selmer Gruppen.
Selmer Gruppen har i processen været rådgivet af Poul Smith/Kammeradvokaten ved advokat og partner Rikke Hoffensetz Andresen og advokat og partner Ann Frølund Winther. Salget blev formidlet af Colliers Vejle ved René Neesgaard.
Selmer Gruppen forventer samtidig fortsat at udvikle sin pipeline og organisation. Selskabet fremhæver, at den aktuelle handel viser, at der fortsat er mulighed for at realisere værdier i attraktive boligprojekter, samtidig med at investorerne efterspørger nye rækkehusporteføljer.






















