Selmer Gruppen har vundet udbuddet om en byggegrund Glambeksbakke i byudviklingsområdet Bygholm Bakker.
Horsens Kommune godkendte salget på et byrådsmøde den 27. januar 2026. Dermed får selskabet ret til at opføre 53 rækkehuse i et og to etager i Horsens.
Det oplyser ejendomsudviklingsfirmaet fra Vejle i en pressemeddelelse.
– Vores fokus har været at skabe et varieret og spændende byggeri med funktionelle boliger der henvender sig til en bred målgruppe, som vi mener der matcher efterspørgslen på moderne seniorvenlige- og familievenlige boliger i Horsens, udtaler partner og udviklingschef Lasse Kauffeldt Kæseler fra Selmer Gruppen.
Projektet skal bestå af boliger i forskellige størrelser målrettet både familier og ældre. Planen er at skabe et boligområde med fokus på fællesskab, grønne omgivelser og energieffektive boliger, som forventes at opnå en DGNB-certificering.
Bebyggelsen planlægges som mindre boligklynger placeret i grønne omgivelser med fælles opholdsarealer, der skal fungere som mødesteder for beboerne. Området skal både give mulighed for privatliv og fællesskab.
Udbudsprocessen er gennemført på relativt kort tid. DAI har bistået i arbejdet, og parterne forventer et tæt samarbejde i den videre udvikling af projektet.
Projektet omfatter i alt 53 boliger med et samlet boligareal på 4.628 kvadratmeter. De enkelte boliger bliver henholdsvis 68, 78, 91, 98 og 105 kvadratmeter store, og totalentreprisen udføres af Selmer Byg.
Oprindeligt skulle M+ Ejendomme have bygget rækkehuse på den 23.000 kvadratmeter store grund, men udvikleren fra Horsens droppede den plan. Dermed er vejen banet for projektet fra Selmer Gruppen.























