Casa Nord har sammen med Henning Larsen Architects vundet udbuddet om udviklingen af Hyldagergrunden i Albertslund, hvor der tidligere lå en skole.
Det skriver Albertslund Kommune i en pressemeddelelse.
Projektet omfatter opførelsen af cirka 300 boliger i et nyt boligområde tæt på Vridsløselille Landsby og Hyldager Bakker.
– Jeg er glad for, at vi i Kommunalbestyrelsen blev enige om Casa Nords projekt for Hyldagergrunden. Det har færrest boliger af de projekter, som blev budt ind, og det passer i mine øjne bedst til området, udtaler kommunens borgmester Lars Gravgaard Hansen (K).
Bebyggelsen kommer til at bestå af både etageboliger og rækkehuse. Etageboligerne opføres i størrelser fra 50 til 135 kvadratmeter og indeholder mellem to og fem værelser. Rækkehusene bliver opført i ét til to plan med boligarealer på mellem 116 og 126 kvadratmeter.
Den samlede bebyggelse organiseres i mindre klynger inspireret af strukturen i Vridsløselille Landsby. Formålet er at skabe et varieret boligområde med en tydelig sammenhæng til det eksisterende landskab og nærmiljø.
– Hyldagergrunden skal udvikles til en moderne og bæredygtig bydel med primært boliger og fællesskabsorienterede funktioner. Projektet tager afsæt i kommunens vision om at skabe en grøn bydel med stærke fællesskaber og høj livskvalitet, udtaler Sidsel Guldhammer, Projektleder i Ejendomsselskabet Casa Nord.
Projektet indeholder grønne fællesarealer, herunder et større grønt område med naturlegeplads i den sydvestlige del af grunden ved tunnelen under jernbanen. De grønne områder skal både understøtte ophold, leg og fællesskab samt bidrage til øget biodiversitet.
Hyldagergrunden udvikles som en ny bydel med primært boliger og fællesskabsorienterede funktioner. Den endelige realisering af projektet forudsætter, at Albertslund Kommune og bygherren udarbejder og vedtager en lokalplan for området.
Den 81.000 kvadratmeter store grund var i udbud med mulighed for 32.400 kvadratmeter nybyggeri.






















