Projektselskabet Harbour P/S planlægger at opføre 240 lejligheder i et nyt højhus på Langeliniespidsen. Omkring 70 af boligerne bliver almene.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Bag projektet står PensionDanmark Ejendomme, ATP Ejendomme og By & Havn, mens Boligselskabet AKB skal stå for de almene boliger. Byggeriet skal NCC stå for.
Planen er ikke kun at bygge nye boliger, men også at genoplive området som et attraktivt udflugtsmål med grønne opholdsrum, caféer, butikker og bedre adgang til havnen, lyder det fra parterne.
Området omkring den ikoniske iskiosk skal indrettes med træer, bænke og grønne opholdsarealer, mens havnefronten mod Marmormolen bliver omdannet til en promenade med blomster og beplantning. Der er også planer om et mobilt havnebad.
Københavns overborgmester Sisse Marie Welling (SF) kalder projektet vigtigt for byen, fordi det både skaber flere boliger og giver plads til flere almene boliger på en attraktiv adresse.
– Og så er det vigtigt for mig, at udviklingen af Langeliniespidsen også giver noget igen til byen og københavnerne med nye og grønne byrum, udtaler overborgmesteren.
Boligbyggeriet bliver op til 120 meter højt og får et samlet areal på 31.000 kvadratmeter fordelt på 35 etager.
Projektet skal opføres med fokus på et lavt klimaaftryk på 6 kilo CO2-ækvivalenter pr. kvadratmeter årligt. Udviklerne planlægger samtidig at etablere en ny skov på Sjælland som en del af indsatsen for at styrke biodiversiteten.
– Vi ønsker at bidrage med kvalitetsboliger på en af Københavns mest eftertragtede beliggenheder, udtaler bestyrelsesformand i Harbour P/S og direktør for PensionDanmark Ejendomme, Torben Modvig.
Det arkitektoniske udtryk er udviklet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Lendager, som har arbejdet med slanke og åbne bygninger, der skal passe ind i havnens eksisterende skyline.
Projektet indgår i en samlet udviklingsplan for området omkring Marmormolen, hvor Harbour P/S også vil opføre kontorbyggeriet Lodshusene samt en ny offentlig bypark.
Begge projekter afventer vedtagelsen af en ny lokalplan, som ventes sendt i offentlig høring før sommerferien.
Projektet afløser en ældre lokalplan med et kontorbyggeri tegnet af Steven Holl Architects bestående af to højhuse på henholdsvis Marmormolen og Langeliniespidsen forbundet med en gangbro. Projektet er for længere tid siden blevet droppet.
Fakta om boligprojektet på Langeliniespidsen
- Grundejere: Harbour P/S består af PensionDanmark Ejendomme, ATP Ejendomme og By & Havn.
- Adresse: Langelinie Allé (spidsen).
- Etagemeter: 31.000 kvadratmeter
- Antal boliger: 240 – heraf omkring 70 almene boliger.
- Parkeringspladser: Cirka 1.000 parkeringspladser til cykler og 130 parkeringspladser til biler.
- Totalentreprenør: NCC.
- Almene boliger: Boligselskabet AKB, København v. KAB.
- Arkitekter: Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Lendager.






















