Stadig flere ældre danskere vælger at flytte i seniorbofællesskab.
Ifølge nye tal fra Realdania er antallet af seniorbofællesskaber på under ti år er steget fra 230 i 2016 til 427 i 2024.
Antallet af boliger i seniorbofællesskaber er samtidig tredoblet til over 12.300.
Udviklingen fortsætter, og i løbet af 2025 forventes yderligere 17 bofællesskaber med omkring 800 boliger at åbne.
Det skriver den filantropiske forening i en pressemeddelelse.
– Det bekræfter, at mange ældre ønsker en bolig med større fællesskab, livskvalitet og tryghed i hverdagen, udtaler Stine Lea Jacobi, filantropidirektør i Realdania.
– Vi ved, at relationer – også til vores naboer har en enorm betydning for vores livskvalitet. Og et seniorbofællesskab kan give adgang til et aktivt hverdagsfællesskab, hvor man hilser på hinanden, støtter hinanden i hverdagen og får dyrket det gode naboskab.
Realdania har siden 2016 arbejdet målrettet for at fremme denne boform gennem initiativet Rum og fællesskaber for ældre, der skal modvirke ensomhed og styrke livskvaliteten. Evalueringer viser, at beboerne i seniorbofællesskaber oplever bedre sociale relationer og højere trivsel i hverdagen.
Selvom interessen er stor, er der stadig mangel på boliger. En undersøgelse viser, at der i gennemsnit står 34 personer på venteliste til hvert bofællesskab. Samtidig lever op mod 100.000 ældre over 65 år med ensomhed, og behovet for nye fællesskabsorienterede boligformer vil kun vokse i takt med, at flere danskere når pensionsalderen.























