Sikkerhedsstyrelsen har kontrolleret dansk byggestål

Hvis stål, der skal anvendes til bærende konstruktioner i byggerier, ikke er mærket korrekt, kan det i værste tilfælde betyde, at stålkonstruktionerne ikke lever op til dansk sikkerhedsstandard og kan forårsage alvorlige ulykker.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Sikkerhedsstyrelsen har kontrolleret 29 forskellige altaner, trapper, søjler og bjælker af stål på det danske marked. Kun 11 ud af de 29 bærende konstruktioner af byggestål levede helt op til kravene om CE-mærkning og certificering, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Byggestål bruges i bærende stålkonstruktioner i byggeri, og derfor er der også særlige krav til produktet.

Det er fabrikantens ansvar, at byggestål er sikkert, sundt og modstandsdygtigt. Det er netop det, CE-mærkningen dækker over. Men desværre viser Sikkerhedsstyrelsens kontrol, at det ikke er alle, der har mærkningen og de rette certifikater på plads.

– CE-mærkning og certificering er et vigtigt kvalitetsstempel og et lovkrav. Hvis man bruger byggestål, der ikke har CE-mærkning eller den rette certificering, kan man ikke være sikker på, at produktet er egnet til byggeri, og det kan ende med alvorlige ulykker, siger Kirstine Gottlieb, produktchef hos Sikkerhedsstyrelsen.

Stål- og aluminiumskonstruktioner, der er bærende, skal altid være CE-mærkede. Det kan eksempelvis være bærende søjler, trapper, altaner og carporte, dvs. steder, hvor mennesker færdes.

Fakta

Gode råd til dig, der er fabrikant

– Fabrikanter af byggestål under EN 1090 skal certificeres af et notificeret organ, før de må fremstille byggestål.

– CE-mærkningen skal anbringes på produktet eller vedlægges som et følgedokument.

– De deklarerede ydeevner fra ydeevnedeklarationen skal fremgå på CE-mærkningen.

– Der skal være sporbarhed mellem ydeevnedeklaration, CE-mærkningen og certifikatet udstedt af det notificerede organ.

Kontrol af byggestål: 29 produkter var udtaget til kontrol

  • 11 produkter var OK
  • 14 produkter blev afsluttet med vejledning
  • 2 produkter gav påbud om at bringe forhold i orden
  • 2 produkter gav påbud om at stoppe salg og markedsføring
Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling