Silkeborg står over for en markant udvidelse af byens erhvervsarealer. Politikerne i Plan- og Vejudvalget har netop taget det første skridt mod udviklingen af et nyt stort erhvervsområde nord for byen.
Et område på omkring 79 hektar mellem Skægkær og Sinding Hovvej er udpeget som første etape i en samlet plan for området Silkeborg Nord.
Baggrunden for projektet er en stigende efterspørgsel efter erhvervsjord tæt på både Silkeborgmotorvejen og byen. Virksomheder efterspørger især store grunde, som ikke findes i dag. Med den nye plan ønsker kommunen at imødekomme behovet og samtidig udbygge erhvervslivet i takt med væksten.
Planen opdeler området i seks såkaldte storparceller – store byggegrunde, som vil kunne rumme blandt andet logistik-, lager- og produktionsvirksomheder. Fire af disse storparceller på samlet 17 hektar vil blive omfattet af en lokalplan, der giver ret til at bygge med det samme, mens de to sidste på sammenlagt 16 hektar bliver omfattet af overordnede rammer og skal have deres egen byggeretsgivende lokalplan på et senere tidspunkt.
Området bliver samtidig forberedt til fremtidige udvidelser. Det betyder, at der allerede nu etableres veje, grønne og blå områder samt regnvandsbassiner. Store dele af området udlægges som ubebyggede zoner, dels af hensyn til beskyttelse af natur og landskab, dels for at sikre fremtidig fleksibilitet.
Etapevis udvikling og uenighed om overskudsjord

Udviklingen sker i etaper, og der lægges op til, at området bygges ud fra nord mod syd. I første omgang bliver fire storparceller gjort klar til byggeri, mens de øvrige to holdes i reserve til senere planlægning.
Samtidig anbefaler Teknik- og Miljøafdelingen, at kommende etaper også udarbejdes trinvist, så lokalplanerne kan tilpasses virksomhedernes aktuelle behov og så udgifterne kan fordeles over flere år.
For at sikre, at området kan rumme forskellige typer af erhverv, vil det blive opdelt i såkaldte miljøklasser. Langs kanten af området lægges op til de lidt mildere miljøklasser, mens det centrale område bliver reserveret til tungere erhverv med større påvirkning – for eksempel støj eller trafik.
Et særligt emne i drøftelserne er, om man skal udvide erhvervsområdet yderligere mod motorvejen. I den samlede helhedsplan er dette område i dag udlagt som bakker med overskudsjord fra byggemodningen, men der er politisk interesse for at undersøge, om det i stedet kan bruges til flere erhvervsgrunde.
Her er holdningerne delte. Enhedslisten stemte imod at igangsætte undersøgelser af området, blandt andet med henvisning til bæredygtighed og ønsket om at undgå transport af overskudsjord. Hvis området fastholdes til jordopfyld, vil planlægningen kunne gennemføres hurtigere, og nye virksomheder kan flytte ind tidligere, lyder det fra partiet.
Terræn, overfladevand og flagermus
I dag udgør planområdet et bynært landbrugslandskab med mindre landejendomme tæt på Silkeborg by og landsbyerne Skægkær, Øster Bording og Sinding. Det er afgrænset af Viborgvej mod øst og af Sinding Hovvej mod syd.
Terrænet i området skråner næsten 15 meter fra øst mod vest. Derfor bliver der brug for omfattende terrænregulering – altså flytning af jord – for at skabe jævne erhvervsgrunde. Det kræver både en detaljeret 3D-model og et terrænreguleringskort, som skal udarbejdes i forbindelse med lokalplanen.
Overfladevand skal delvist håndteres lokalt og delvist ledes gennem de grønne kiler mod Lemming å. I den forbindelse skal det undersøges, hvor meget vand åen kan modtage, og om der skal reserveres endnu mere plads til regnvandshåndtering.
Derudover skal området undersøges for beskyttede dyrearter, herunder flagermus, som kan have levesteder i området. Det sker som led i de lovpligtige hensyn til natur og miljø.
Der er endnu ikke en samlet plan for alle de kommende etaper, men kommunen lægger op til at udvikle området i takt med efterspørgslen. Det skal sikre, at området kan tilpasses fremtidige behov og samtidig give mulighed for at justere planen undervejs – både fagligt og økonomisk.
Før den endelige lokalplan og kommuneplantillæg vedtages, bliver borgerne hørt. Der indkaldes idéer og forslag i 14 dage, og planforslagene sendes derefter i offentlig høring.
Et tidligere informationsmøde for berørte borgere og erhverv blev afholdt i september 2024.























