Silkeborg Rådhus. Foto: Dansk Byudvikling.
Silkeborg Rådhus. Foto: Dansk Byudvikling.

Silkeborg Kommune står over for et omfattende bygge- og anlægsprogram. Den tiårige anlægsoversigt for 2027-2036 indeholder nettoanlægsudgifter på samlet godt 3,7 milliarder kroner.

En stor del af pengene skal gå til kommunale bygninger. Der er blandt andet afsat betydelige beløb til nye børnehuse i Eriksborg, Skægkær og Virklund samt et nyt børnehus i Kjellerup i 2035 og 2036. Eriksborg får samtidig en ny tresporet skole og skolehal, hvor der samlet er afsat mere end 350 millioner kroner i perioden 2028-2033.

Også ældreområdet står foran store investeringer. Kommunen planlægger blandt andet et nyt plejecenter i Alderslyst med 96 pladser, et nyt plejecenter i Bryrup med 24 pladser og et nyt plejecenter i Eriksborg med 72 pladser.

På vejområdet er der afsat penge til blandt andet Høje Kejlstrupvejs forlængelse, Høje Kejlstrupvej Øst og Vest, en ny bro ved Tvilum samt en række cykelstier og trafiksikkerhedsprojekter. Der er samtidig afsat 15 millioner kroner til vedligeholdelse af veje og fortove i 2027, 10 millioner kroner i 2028 og 9 millioner kroner årligt i de efterfølgende år.

Annonce Annonce for arrangement hos Nohrcon

Der er også planer om omfattende byggemodning. Blandt projekterne er nye boligområder i Ans, Gjern, Kjellerup og ved Sejlgård i Funder samt et nyt erhvervsområde i Silkeborg Nord. Sidstnævnte har alene investeringer på op mod 40 millioner kroner i enkelte år frem mod 2036.

Dertil kommer et nyt svømmecenter til 250 millioner kroner og en ny tandklinik til 130 millioner kroner.

Kommunen oplyser samtidig, at det samlede anlægsbehov ikke kan finansieres fuldt ud af overskuddet på driften, og at en del af de kommende års investeringer derfor skal finansieres via kommunens kassebeholdning.

Udpluk af de største bygge- og anlægsprojekter i Silkeborg Kommune

Ny tresporet skole og skolehal i Eriksborg: Mere end 350 millioner kroner i 2028-2033.

Nyt svømmecenter: 250 millioner kroner.

Nyt plejecenter i Alderslyst: 96 pladser og samlet omkring 162 millioner kroner til serviceareal og ældreboliger.

Nyt plejecenter i Eriksborg: 72 pladser og samlet omkring 193 millioner kroner til serviceareal og ældreboliger frem mod 2033.

Nyt erhvervsområde i Silkeborg Nord: Investeringer på omkring 192 millioner kroner frem mod 2036, delvist modsvaret af forventede indtægter fra salg.

Nyt plejecenter i Bryrup: 24 pladser med cirka 63,5 millioner kroner afsat i 2027-2030.

Ny hovedtandklinik: 130 millioner kroner afsat i 2027-2030.

Høje Kejlstrupvej Vest: 72 millioner kroner afsat i 2032-2033.

Høje Kejlstrupvej Øst: 53 millioner kroner afsat i 2028-2030.

Ny bro ved Tvilum: 25 millioner kroner afsat i 2031-2032.

Kilde: Silkeborg Kommune.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev