Sjælland har færrest tomme kontorer

Der er pres på kontormarkedet på Sjælland, som aktuelt sidder på har danmarksrekorden i færrest tomme kontorer.

Mens antallet af tomme kontorlokaler stiger i Danmark, oplever Region Sjælland en modsat udvikling.

Ifølge en pressemeddelse fra Ejendomstorvet.dk er ledige kontorer blevet en sjældenhed i regionen, især i Køge og Roskilde.

Udviklingen skyldes flere faktorer, herunder nærheden til København og manglende nybyggeri.

– Gennem næsten to år har vi set et fald i udbuddet af kontorlokaler i Region Sjælland. I midten af 2023 svarede de udbudte lokaler til 3,6 procent af de samlede kontorarealer i regionen – nu er udbuddet nede på 3,0 procent, udtaler Jakob Wegener, administrerende direktør i Ejendomstorvet.dk.

På landsplan er udbuddet steget fra 4,9 procent til 5,6 procent, hvilket understreger Sjællands unikke position.

Der er flere forklaringer på udviklingen med færre og færre ledige kontorlokaler, mener to sjællandske erhvervsmæglerkæder, der begge har afdelinger i Holbæk, Køge, Næstved, Roskilde og Slagelse.

– Vi kan mærke stor efterspørgsel på kontorlokaler fra de sjællandske virksomheder, og tingene ligger ikke længe – det går stærkest i Køge og Roskilde. Det gælder bredt for alle brancher, og det gælder også underleverandører til Novo Nordisk. For eksempel udlejede vi for nylig 400 kvadratmeter til en byggerådgiver i en mindre by mellem Holbæk og Kalundborg, fortæller John Borrisholt, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Jesper Jensen, partner i Nordicals Sjælland, oplever, at især efterspørgslen efter mindre lokaler er taget til i styrke.

– Det spiller også ind, at der ikke har været meget nybyggeri i vores region de senere år. Samtidig forsvinder der kvadratmeter i flere bymidter, når ældre kontorlokaler bliver omdannet til boliger. Det gælder særligt i de lidt mindre byer, hvor det kan være sværere at trække virksomheder til, siger Jesper Jensen, partner i Nordicals Sjælland.

Samtidig har letbanen på Københavns vestegn, der åbner sin første etape fra Ishøj til Rødovre i år, øget efterspørgslen. Boligbyggeri langs letbanen presser erhvervsområder, hvilket sender virksomheder til byer som Holbæk, Ringsted og Slagelse.

Ti tendenser for kontormarkedet i Region Sjælland

· Tomgangen/udbuddet udgør 3 procent af de samlede kontorarealer mod 5,6 procent i hele landet

· Udbuddet er lavest i Østsjælland med 2,6 procent og ligger på 3,1 procent i Vest- og Sydsjælland

· Størst efterspørgsel og hurtigst udlejning i Køge og Roskilde

· Bred efterspørgsel fra mange brancher, herunder underleverandører/rådgivere til Novo Nordisk

· Begrænset nybyggeri de senere år

· Ældre kontorer i bymidter omdannes til boliger, især i mindre byer, hvor kontorudlejning kan være vanskelig

· Boligbyggeri giver pres på erhvervsområder i forstæderne til København; det sender virksomheder på lokalejagt i blandt andet Region Sjælland

· Lejere forventer moderne og lyst indrettede lokaler med godt indeklima og lavt energiforbrug

· Sværere at udleje utidssvarende lokaler, selv med lavere leje

· Flerbrugerkontorhuse vinder frem – giver mindre virksomheder adgang til en række faciliteter

Kilde: Ejendomstorvet.dk.

Tilmeld Nyhedsbrev