
En stor del af Asnæs Centret er sat til salg for 75 millioner kroner efter næsten et halvt århundrede i samme families eje.
Det er Ejendomsselskabet Vanggaard, der nu ønsker at afhænde 19 af centrets i alt 29 lejemål, oplyses det i en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, der er hyret til at formidle salget af butikscentret på Centervejen 2 i den nordvestsjællandske by med godt 3.000 indbyggere.
Asnæs og Omegns Brugsforening med SuperBrugsen ejer egen butik og tre andre butikker. Tre andre butiksdrivende ejer egne butikslokaler.
Centret, der blev etableret i 1976, er i dag det største indendørs butikscenter i Nordvestsjælland og fungerer som et centralt handels- og samlingspunkt i Odsherred Kommune. Området er præget af beliggenheden i en kommune med over 24.000 sommerhuse, hvilket hvert år tiltrækker millioner af overnatninger og bidrager væsentligt til handelslivet.
Den udbudte del af centret rummer et samlet etageareal på knap 5.780 kvadratmeter, et grundareal på godt 11.000 kvadratmeter og har en årlig lejeindtægt på godt 6,2 millioner kroner. Afkastet er opgjort til 7,81 procent. Ejendommen fremstår velholdt og består af en bred sammensætning af butikker, spisesteder og serviceerhverv.
Kundestrømmen understøttes af stærke dagligvareaktører som Netto og SuperBrugsen samt en række specialbutikker, herunder sport, tøj, sko og restauranter. Flere lejere har haft til huse i centret gennem mange år, hvilket bidrager til stabil drift.
Bag salget står familien Vanggaard, som har drevet centret gennem generationer. Beslutningen om at sælge skyldes blandt andet manglende generationsskifte og et ønske om at trappe ned.
– Min svigerfar opførte første del af Asnæs Centeret tilbage i 1976, så vi kan i år fejre 50-års jubilæum, udtaler Per Nielsen, direktør i Ejendomsselskabet Vanggaard.
– De sidste knap 15 år har jeg drevet centeret sammen med min kone, og da der ikke er nogle fra næste generation, som er klar til at tager over, har familien valgt at sætte Ejendomsselskabets del af Asnæs Centeret til salg.
Stærke ankerlejere

Blandt de 19 lejemål er InterSport, Change Lingerie, Restaurant og Café Bardolino, brillebutik, helsebutik, frisør og en spillehal.
– Vi har nogle stærke ankerlejere i Netto – Salling Group og Dragsholm Sparekasse, som begge har store lejemål på over 1.000 kvadratmeter og Punkt 1 – Expert har knap 500 kvadratmeter, som er opgraderet for nylig. Lena Sko – Skoringen og Asnæs Ure og Guld har begge været med helt fra start og Butik Litha med dametøj har været med næsten helt fra start, udtaler Per Nielsen.
Salget håndteres af EDC Erhverv Poul Erik Bech, der vurderer, at der er tale om en sjælden investeringsmulighed i et veldrevet center med solid forankring i lokalområdet og et fortsat udviklingspotentiale.
– Med en stærk kundetilstrømning fra både fastboende, sommerhusgæster og gennemkørende trafik fungerer Asnæs Centret som et levende handels- og samlingspunkt – og dermed en attraktiv investering, udtaler erhvervsmægler, Benjamin Lindegaard Andersen, EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Asnæs Centret drives i dag i samarbejde mellem flere ejere, herunder Asnæs og Omegns Brugsforening, og råder over omkring 800 parkeringspladser, hvilket sikrer nem adgang for både lokale kunder og besøgende fra sommerhusområderne.























