Sjællandske kommuner er enige: Bevaringsværdig ejendom skal sættes til salg

Den ene kommune ville etablere et botilbud, mens den anden vil udvikle et boligområde. Snart sættes ejendommen sandsynligvis til salg.

Fremtiden for Hulemosegården på Kalvehavevej 6 i Nyråd ved Vordingborg har gennem de sidste par år været uvis.

Ejendommen ejes af Greve Kommune, der tidligere har brugt den som lejrskole. Kommunen har dog udtrykt ønske om at omdanne ejendommen til botilbud.

I april 2024 afviste politikerne i kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune det ønske, idet politikerne foretrækker, at der udvikles et nyt boligområde på den 11.500 kvadratmeter store grund, der ligger tæt på Vintersbølle Skov og den tidligere Kalvehavebane, som i dag fungerer som sti.

Vordingborg Kommunes administration har efterfølgende været i dialog med administrationen i Greve Kommune med henblik på at igangsætte en planproces for ejendommen.

Og nu har Greve Kommune så fremsendt et oplæg for principperne i en kommende lokalplan, der skal give mulighed for, at området kan udvikles med nye boliger, så Greve Kommune kan sælge ejendommen.

Ejendommen er en del af et kulturmiljø, hvor Hulemose Mølle lå allerede i 1500-tallet, og består af to bygninger fra 1903, hvoraf den ene er bevaringsværdig, og den anden er delvist ombygget i 1975. Bygningerne har værelser, køkkener og sanitære faciliteter.

Hulemosegården ved Vordingborg kan blive sat til salg om omdannet til boliger. Illustration: Greve Kommune.
Hulemosegården ved Vordingborg kan blive sat til salg om omdannet til boliger. Illustration: Greve Kommune.

Der lægges i forslaget op til, at omdanne de eksisterende bygninger til henholdsvis fire og seks boliger, ligesom der skal opføres en ny træbygning til yderligere fire boliger, hvilket resulterer i sammenlagt 14 boliger på cirka 1.150 kvadratmeter.

Dispositionen foreslår en gårdspladsstruktur med parkering og adgangsveje, der respekterer terrænet og integrerer naturen, inspireret af lignende projekter fra Realdania.

Eventuelt erhverv skal være mindre virksomheder som tegnestuer, advokatkontorer eller andre liberale erhverv og må kun etableres, hvis der samtidig bygges boliger.

Boligprojektet kræver både en ny lokalplan og et kommuneplantillæg. Indtil videre har politikerne i Klima- og Teknikudvalget besluttet, at den proces skal sættes i gang.

Før projektet kan realiseres, skal Greve Kommune beslutte at sælge ejendommen, hvorefter den udbydes med betingelse om lokalplanens vedtagelse. Planforslaget vil efterfølgende blive sendt i offentlig høring.

Tilmeld Nyhedsbrev