Advokat Henrik Krebs og entreprenør Willy Rasmussen køber Erhvervenes Hus på Ahlgade 1C i Holbæk af Sjællandske Medier. Foto: Google Maps.
Advokat Henrik Krebs og entreprenør Willy Rasmussen køber Erhvervenes Hus på Ahlgade 1C i Holbæk af Sjællandske Medier. Foto: Google Maps.

Erhvervenes Hus i hjertet af Holbæk har fået nye ejere, skriver SN.dk.

Ejendommen, der siden 1960’erne har været en markant del af bymidten, er solgt til Kamavic ApS og Willy Rasmussen Holding ApS, som overtager bygningen 1. november.

For Sjællandske Medier handler salget om at skære ejendomsdriften fra og koncentrere sig om journalistikken. Ifølge mediets ledelse er bygningen ganske enkelt blevet for stor.

Lokalavisen Nordvestnyt bliver dog boende på førstesalen og fortsætter arbejdet fra Erhvervenes Hus.

De nye ejere har endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med ejendommen.

– Lokalplanen åbner op for at indrette boliger i ejendommen, og det er bestemt ikke noget, vi udelukker, fortæller advokat Henrik Krebs, der er direktør og indehaver af Kamavic ApS, til SN.dk.

– Men i første omgang overtager vi de forskellige erhvervslejemål i huset, og så må vi se, hvad der sker fremadrettet.

En nedrivning er ikke på tale, oplyser køberen. Tanken er at bevare bygningen, som blandt andet huser Nordvestnyt, Holbæk Erhvervsforum, Byforum og flere mindre virksomheder. Spillestedet Rotationen har desuden lejet sig ind i den tidligere trykhal.

Ifølge Henrik Krebs blev beslutningen om købet af ejendommen truffet hurtigt. Han og Willy Rasmussen Holding står blandt andet bag boligområdet Jernstøberiet i Holbæk.

Ejendommen på Ahlgade 1C er opført i 1959 og i 1969. Den består af to store bygninger med et samlet etageareal på knap 2.930 kvadratmeter. Dertil kommer omkring 870 kvadratmeter kælder.

Handlen er ikke tinglyst. Ejendommen er offentlig vurderet til en værdi på 19,7 millioner kroner, hvoraf værdien af den 2.735 kvadratmeter store grund udgør knap 4,3 millioner kroner.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev