Ifølge TV2 Østjylland er 1927 Estate stødt par et par forhindringer i form af fortidsminder i forbindelse med udviklingen af Store Ravnsbjerg i Viby i Aarhus.
Det 90.000 kvadratmeter store projekt med 1.700 boliger i op til 24 etager er derfor gået i stå.
Der er blandt andet fundet to hidtil skjulte gravhøje, skriver TV2 Østjylland.
– Det er jo frustrerende for os. Grunden er jo stadig ejet af Arla, så det er både frustrerende for os og for Arla, at vi ikke kan komme videre for det her, siger direktør i 1927 Estate, Anders Horsbøl, til mediet.
Det er ifølge TV2 Østjylland Moesgaard Museum, der har vist interesse for de to bakker.

1927 Estate har i samarbejde med tegnestuen Cebra samt rådgiverne Labland og Territorium udarbejdet planen for udviklingsområdet.
Ifølge bebyggelsesplanen skal de kommende boligbyggerier opføres rundt om og mellem de to gravhøje, men naturbeskyttelsesloven fastlægger en beskyttelseslinje på 100 meter omkring beskyttede fortidsminder.
Moesgaard Museum har derfor sendt sagen videre til Aarhus Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen.
Nu håber 1927 Estate, at man kan få reduceret beskyttelseslinjen til 30 meter, så en lokalplan for projektet på den 81.260 kvadratmeter store grund på Skanderborgvej kan være klar i slutningen af 2026.