
Vejle Kommune vil i gang med at udarbejde en ny lokalplan, der skal give mulighed for at omdanne den tidligere Vandel Skole med 3.000 kvadratmeter bygninger til boliger.
Lokalplanområdet omfatter et areal på cirka 8.000 kvadratmeter. Planen er at bevare bygningens nuværende facader og indrette den til boliger i form af værelser. I alt skal der etableres 30 værelser fordelt på to etager samt fælles faciliteter for beboerne.
Projektet stiller krav om, at der etableres mindst én parkeringsplads per værelse, ligesom der skal være gæsteparkering og fælles udendørs opholdsarealer.
For at realisere projektet er det nødvendigt at ændre kommuneplanen, da området i dag er udlagt til offentlige formål. Der skal derfor udarbejdes et tillæg til kommuneplanen, så anvendelsen ændres til boligformål.
Kommunen vil samtidig vurdere de afledte konsekvenser af projektet, herunder behovet for investeringer i for eksempel skoler, institutioner, veje og kollektiv trafik. Denne vurdering forventes at være klar, når lokalplanforslaget behandles.
Når forslaget er klar, sendes det i offentlig høring i otte uger. Den længere høringsperiode skyldes, at der er tale om en ændring af områdets anvendelse, hvilket vurderes at have særlig interesse for offentligheden.
Ifølge VAFO.dk lukkede skolen i 2022, og Vejle Kommune har solgt bygningerne til en unavngiven køber.






















