Skou Gruppen har vundet hovedentreprisen på en omfattende renovering af boligområdet Bistruplund i Birkerød.
Det oplyser entreprenørfirmaet i en pressemeddelelse.
Projektet gennemføres for Lejerbo og omfatter 12 boligblokke opført i årene efter 2. Verdenskrig. Renoveringen skal forbedre både boligerne og udearealerne med fokus på sundt indeklima, lavere energiforbrug og bedre adgangsforhold.
– Bistruplund er et komplekst renoveringsprojekt, hvor beboerhensyn, byggeteknisk kvalitet og økonomisk ansvarlighed skal gå hånd i hånd. Det er netop den type opgaver, hvor vi kan bringe vores erfaring i spil og skabe varige forbedringer – både for bygningerne og for dem, der bor der, udtaler tilbudschef Freddy Hansen, Skou Gruppen.
Bebyggelsen rummer 126 boliger og fire erhvervslejemål, og arbejdet skal fremtidssikre området, som er mere end 75 år gammelt. Der skal blandt andet renoveres tage og facader, skiftes vinduer og altandøre og etableres nye altaner.
Samtidig opgraderes de tekniske installationer, og 20 boliger indrettes som tilgængelighedsboliger med niveaufri adgang og elevatorløsninger. Udearealer, parkering og interne veje får også et løft.
Indvendigt skal renoveringen løse problemer med kuldebroer og skimmel gennem bedre isolering og ventilation. Beboerne genhuses midlertidigt i de perioder, hvor der arbejdes inde i deres boliger.
Helhedsplanen er udarbejdet i samarbejde mellem Lejerbo, Rudersdal Kommune og Landsbyggefonden og med Nordic Office of Architecture som rådgiver og Norconsult som ingeniør.
Skou Gruppen blev valgt efter konkurrence med flere andre entreprenører, og projektet holder sig inden for den økonomiske ramme, som beboerne allerede har godkendt. Arbejdet forventes at gå i gang i marts 2026 og stå færdigt i januar 2029.
























