Skunkproducents ejendomsfirma går konkurs

Medejer af det konkursramte ejendomsselskab i Odense blev i 2022 idømt halvandet års fængsel for skunkproduktion.

TF Ejendomme ApS fra Odense er taget under konkursbehandling af Skifteretten i Odense. Det fremgår af Statstidende, skriver Fyens Stiftstidende.

Advokat Troels Tuxen fra advokatfirmaet Horton er ifølge avisen udpeget som kurator og arbejder nu på at danne sig et overblik over selskabets aktiver.

– Konkursen skyldes, at der er et større tilgodehavende, der ikke er blevet betalt. Og så er vi havnet her, siger Troels Tuxen til Fyens Stiftstidende.

Selskabet, der investerede i og udlejede fast ejendom, var ejet af Thomas Brunhøj Ovesen og Flemming Bui, hvor sidstnævnte også var direktør.

Årsrapporten for 2024 viser et overskud på 230.624 kroner efter et underskud på 1,8 millioner kroner året før. Fremgangen skyldtes især en positiv værdiregulering af selskabets ejendomme på 719.000 kroner. Driften gik dog den anden vej, og renteudgifter på 800.000 kroner tyngede resultatet.

Annonce

Ved årets udgang havde TF Ejendomme en egenkapital på 4,8 millioner kroner, men gælden var næsten tre gange så høj. Den samlede gæld løb op i knap 14 millioner kroner, blandt andet over ti millioner kroner i langfristede lån, der var sikret med pant i ejendommene.

Årsrapporten oplyser, at der ikke var ansatte, og at ejendommene primært bestod af boligudlejning i mindre byer omkring Odense. Investeringsejendommene er i årsrapporten bogført til en værdi af godt 20 millioner kroner.

Flemming Bui etablerede ifølge Fyens Stiftstidende i 2021 et hotel i Humble på Langeland med ambitionen om at skabe en landsdækkende hotelkæde. Planerne kuldsejlede, da han i 2022 blev idømt halvandet års fængsel for skunkproduktion. Året efter gik driftsselskabet Buis Hotel ApS konkurs på grund af gæld til Skattestyrelsen.

Kurator forventer at kunne oplyse mere om konkursens omfang, når der er skabt et fuldt overblik over selskabets økonomi.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling