Slättö køber logistikejendomme i Greve og Odense

Svenske Slättö træder ind på det danske marked med køb af to logistikejendomme i Greve og Odense for i alt 136 millioner kroner.

Slättö foretager nu sin første investering i det danske logistikejendomsmarked.

Det oplyser den svenske ejendomsinvestor i en pressemeddelelse.

Gennem platformen Evolv har selskabet købt to ejendomme i henholdsvis Greve og Odense af Blue Water Shipping i en såkaldt sale-and-leaseback-aftale.

Ejendommene omfatter samlet 12.900 kvadratmeter udlejningsareal. I Greve følger desuden en ubebygget grund på omkring 14.000 kvadratmeter, hvor Slättö planlægger at opføre yderligere cirka 9.000 kvadratmeter logistikbyggeri. Prisen for ejendommen på Ventrupparken 8A og 8B er ifølge tinglysningen 96 millioner kroner.

I Odense ligger ejendommen på Emil Neckelmanns Vej 20 med direkte adgang til det øst-vestgående motorvejsnet. Ejendommen i Odense er ifølge tinglysningen handlet til en pris på 40 millioner kroner.

Annonce

– Det meste af afkastet kommer fra ejendommen i Greve, herunder udviklingsprojektet. Investeringen giver os mulighed for at udnytte de aktuelle tendenser med faldende udbud af industrigrunde og stor efterspørgsel på velbeliggende logistikejendomme, siger Anders Østergaard Hansen, landechef for Danmark i Slättö.

Begge ejendomme er fuldt udlejede, skriver Slättö. Baggrunden for investeringen er en stigende mangel på logistik- og industriområder i Storkøbenhavn, hvor nye projekter er begrænsede af lokalplaner, og mange tidligere erhvervsområder omdannes til boliger. Det har skabt et marked med høj efterspørgsel og en tomgangsrate på blot 4 procent.

– Vi ser fortsat værdi i moderne logistik tæt på de store byer. Kombinationen af efterspørgsel, begrænset udbud og udviklingspotentialet i Greve gør investeringen særlig attraktiv, siger Lars Axelsson, partner og leder af logistik og let industri hos Slättö.

Investeringen er en del af Slättös strategi om at udvide sin portefølje af logistik- og industriaktiver i Danmark. Efter handlen har selskabets seneste fond, Slättö Value Add III, nået en samlet ejendomsværdi på omkring 1,4 milliarder kroner. Slättös fonde ejer i alt logistik- og industriejendomme for omkring 4,8 milliarder kroner.

Rådgiverne på handlen var Accura, Emcon, Bæk Bygherrerådgivning, CK Land og Krydsfelt.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling