Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) igangsætter nu en undersøgelse med henblik på at få belyst, hvordan kommunerne kan få bedre muligheder for at sige nej til at nedrivninger.
Målet er, at der i højere grad skal renoveres frem for at bygge nyt.
Det skriver Social- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge ministeriet skal det desuden undersøges, om der kan indføres en ordning, hvor der skal kompenseres for de belastninger, som klimaet lider, når bygninger alligevel rives ned.
Læs også: Baron vil nedrive bevaringsværdigt palæ ved Rungsted Kyst
– Vi skal gøre op med “riv ned og byg nyt”-kulturen. Derfor er jeg glad for, at vi nu tager fat på arbejdet med at skaffe kommunerne nogle redskaber i klimakampen til at fremme renovering frem for nedrivning. De mest bæredygtige kvadratmeter er dem, der ikke bliver bygget, udtaler Sophie Hæstorp Andersen.
Undersøgelsen om, hvordan kommunerne kan begrænse nedrivningen af bygninger, kommer ikke til at stå alene.
En anden undersøgelse skal fokusere på, hvordan man kan fremme genbrug af byggematerialer ved at gøre det til et selvstændigt konkurrenceparameter ved offentlige entrepriser.
Læs også: Storfisker får lov til at nedrive bevaringsværdig ejendom
– Vi skal derhen, hvor alle skal forholde sig til klimaet, når de bygger nyt – og det i alle led af processen. Derfor giver det rigtig god mening også at undersøge potentialet i at anvende brugte byggematerialer, lyder det fra Sophie Hæstorp Andersen.
Undersøgelsen udspringer af tillægsaftalen om national strategi for bæredygtigt byggeri, som blev indgået i maj. Det forventes, at undersøgelsens resultater ligger klar i midten af 2026.