Sønderborg Kommune prioriterer arbejdet med kystbeskyttelse af Sønderborg Havn. Foto: PR.
Sønderborg Kommune prioriterer arbejdet med kystbeskyttelse af Sønderborg Havn. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

I juni 2024 godkendte Natur-, Klima- og Miljøudvalget de overordnede kystbeskyttelsesmetoder og linjeføringer for kystbeskyttelsesanlæggene af Sønderborg Havnefront på Alssiden og Jyllandssiden.

Efterfølgende blev der lavet en spørgeundersøgelse blandt borgere i de to projektområder. Undersøgelsen viser opbakning til begge projekter, dog størst på Alssiden.

På baggrund af opbakningen har udvalget nu godkendt, at forvaltningen skal arbejde videre med en plan for næste fase med henblik på politisk afklaring i løbet af 2025.

Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

– Det har været en meget positiv proces med borgermøder og spørgeskemaundersøgelse. Jeg er glad for, at der er opbakning fra borgerne, for det skal der være, før vi kan gå videre med planerne. Klimaforandringerne påvirker allerede Sønderborg Havnefront, og risikoen bliver større i fremtiden. Så det er positivt, at vi nu kan gå ned i detaljerne i projektet, siger Asger Romme Andersen (EL), der er formand for Natur-, Klima- og Miljøudvalget.

På Alssiden er 84 procent af respondenterne positive over for projektet. På Jyllandssiden er 68 procent af respondenterne positive over for projektet.

Læs også: Jysk kommune sætter havneareal til salg

– Kystbeskyttelsen er et vigtigt projekt for Sønderborg By, for det skal beskytte byens og borgernes værdier. Derfor kommer kommunen til at løfte det økonomiske sammen med lodsejere, som også skal bidrage med deres andel til finansieringen. Når beregningerne er klar, så bliver lodsejerne igen spurgt, siger Daniel Staugaard (V), der er næstformand for Natur-, Klima- og Miljøudvalget.

Forvaltningen udarbejder nu et oplæg for de overordnede rammer for et fælleskommunalt kystbeskyttelsesprojekt. Oplægget skal fremlægges for Natur-, Klima- og Miljøudvalget og vil beskrive rammerne for næste etape af projektet.

Natur-, Klima- og Miljøudvalget har tidligere godkendt den overordnede linjeføring for stormflodsbeskyttelsen. Den skal gå fra Multikulturhuset til og med Sønderbro ved Rytterstatuen. På den anden side af vandet går stormflodsbeskyttelsen fra Alsion til og med To-øren ved Sundgade.

Fakta: Klimatilpasningsplanen

I 2022 vedtog Byrådet Klimatilpasningsplanen, som viser, hvordan klimaforandringerne vil påvirke Sønderborg Kommune i årene frem mod år 2100.

Sønderborg Havn er et af de områder, som risikerer oversvømmelse, når der er stormflod og ekstremt vejr, og risikoen bliver større i fremtiden.

Derudover blev Handleplan for Klimatilpasning godkendt i 2022. Kystbeskyttelse og linjeføringer for anlæg til kystbeskyttelse af Sønderborg Havnefront er en del af handleplanen.

Kilde: Sønderborg Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling