En ny kommuneplan for Sønderborg Kommune sendes nu i offentlig høring. Forslaget til kommuneplanen har især fokus på mulighederne for fremtidens erhverv, boliger, detailhandel og vedvarende energianlæg, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
– Kommuneplanen danner rammerne for udviklingen af Sønderborg Kommune i de kommende år. Planen er et vigtigt redskab, når vi arbejder med Byrådets overordnede plan for at skabe vækst og udvikling i vores kommune de næste 12 år. Den lægger rammen for at virkeliggøre Byrådets visioner. Nu vil vi gerne have borgernes input, og jeg opfordrer derfor alle til at kigge nærmere på forslaget, siger borgmester Erik Lauritzen (S).
Kommuneplanforslaget udlægger blandt andet nye arealer til boliger, erhverv, udvidelse af Sønderborg Lufthavn, solcelleanlæg, vindmøller, detailhandel og rekreative formål. Samtidig fjernes arealer til boliger og rekreative formål andre steder, som er blevet uaktuelle.
Forvaltningen har udarbejdet Kommuneplan 2023-2035 – Kort fortalt, som giver et overblik over ændringerne i kommuneplanen i forhold til den eksisterende kommuneplan.
– En kommuneplan er en større sag, men pixi-udgivelsen giver borgere og virksomheder kort og konkret overblik over de væsentligste hovedpunkter i den nye kommuneplan. Det er vigtigt for Byrådet at skabe et godt grundlag for udvikling af boliger og erhverv i hele kommunen samtidig med, at vi passer på vores natur og kulturarv, og det synes jeg, at kommuneplanforslaget afspejler, siger Stephan Kleinschmidt, der er første viceborgmester.
I slutningen af august vil der blive holdt flere borgercaféer, hvor man på uformel vis kan få mere at vide om de vedvarende energianlæg i kommuneplanforslaget.