Når Tour de France ruller gennem gaderne i København, bliver der lavet fanspots rundt i byen. Søren Kierkegaards Plads ved Det Kgl. Bibliotek og Krigsmuseet vil skille sig ud, da den forvandles til kulturfanspot og grønt, rekreativt samlingspunkt, der bliver stående hele sommeren efter Tour-løbet, skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Tour-etapen løber lige forbi pladsen, der vil rumme alt fra udstillingsområder til grøn beplantning, legeområder, food trucks og pergolaer, man kan sidde under. Fanspottet vil desuden indgå som et byrumsforsøg, der skal afprøve, hvordan Københavns byrum og pladser kan udvikles.
– I takt med at vi bliver flere københavnere, skal vi også sikre, at flere af byens rum og pladser bliver mere grønne og danner gode rammer om vores fællesskaber. Søren Kierkegaards Plads ligger i hjertet af København og har længe kaldt på et byrumsforsøg, hvor vi i fællesskab gør pladsen mere grøn med beplantning og mere fælles med kulturliv. Derfor glæder jeg mig til, at vi til sommer kan etablere et fanspot, der både favner Tour-festen og kulturlivet, og som kan give os input til fremtidens grønne plads, udtaler overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen (S), i meddelelsen.
Bag projektet står et partnerskab af Københavns Kommune, Det Kgl. Bibliotek, Nationalmuseet ved Krigsmuseet, Slots- og Kulturstyrelsen samt den filantropiske forening Realdania.
Bogl og Plads står for designet af byrummet, mens Malmos Landskab og Social Craft står for tekstiler, anlæg og realisering.
Kulturfanspottet på Søren Kierkegaards Plads ved Den Sorte Diamant åbner den 29. juni 2022 til den 3. juli med kulturaktiviteter, storskærm og events. Det midlertidige byrum kan benyttes af københavnere og byens gæster i cirka seks uger efter Tour de France.
Realdania opsamler efterfølgende erfaringerne fra projektet i en byrumsanalyse med forslag til, hvordan pladsen fremadrettet kan fungere som samlingspunkt i byen.
Ud over kulturfanspottet på Søren Kierkegaards Plads arrangeres fanspot på Den Røde Plads på Nørrebro, og Tour de France-organisationen ASO arrangerer den officielle Fanpark på Kongens Nytorv og storskærm på Københavns Rådhusplads.
Der vil derudover være en række privat arrangerede fanspots rundt i byen blandt andet ved Jarmers Plads ved foreningen Realdania, Bryghuspladsen ved Blox og DGI-Byen.